Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje avdeling - Dukken under tornerosen. Av Jørgen Moe - 83. I. Dukken - 84. II. Brønden. Med tegning av E. Werenskiold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paa sin fødselsdag hadde lmn faat en vakker straahat av
sin far; det var røde baand om den, og du kan tro den var
pen. Av sin mor hadde hun faat et par gule sko og en
nydelig hvit kjole. Men hendes gamle faster hadde git
hende det hédste: det var en dvikke med mørkebrunt haar,
og saa fin og vakker at du aldrig kan tro det; det var
ikke andet at sige paa hele dukken end at det venstre
øienbryn sat et litet grand for høit.
«Det er likesom hun drar litt paa det ene øienbrynet.
Mon hun ikke er rigtig fornøiet?» spurte Beate da hun fik
den i haanden.
«Aa jo,» svarte faster, «men hun kjender dig ikke
endnu. Hun har altid for vane at dra litt paa øienbrynet
naar hun skal se rigtig neie paa nogen. Hun vil bare se
om du er en snild liten pike.»
«Ja, nu har hun nok alt set det, for nu synes jeg det
brynet er som det andet,» sa Beate.
Den dukken fik hun vel kjær, næsten kjærere end baade
Marie og Lovise, endda det var hendes bedste veninder.
84. Brønden.
En dag gik Beate ute i gaarden med sin dukke i
haanden. Nu hadde den faat navn, og de var rigtig blit gode venner.
Dukken hette ogsaa Beate; for saa hette jo den lille piken selv,
og hendes gamle faster hette ogsaa Beate. Det var om vaaren,
og der var i den ene kroken av gaardsruminet, rundt om
stokke-brønden, en nydelig, grøn flek, med fint, lyst græs; der
stod et tykt, lavstammet piletræ, dryssende fuldt med det
gule brum som du nok vet barnene kalder gaasunger. Det
ligner ogsaa gaasunger, for hver dusk har "bløte, blote, gule
dun, og det kan svømme paa vandet; men gaa kan det
rigtignok ikke. Nu blev Store-Beate — hun var jo bare fem
aar, men hun var da meget større end den anden — og
Lille-Beate snart enige om at de skulde plukke gaasunger
av træet og slippe ned i brønden, forat de kunde ha det
likesaa godt som de store gaasungerne de hadde set svømme
om. Det var nok Store-Beate som fandt paa det; men
Lille-Beate sa ikke imot, for det er ingen som kan tro
Brum: træknopper, blomster-rakler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
