Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette avdeling - 162. Gjæterguttens vise. Efter en vise paa hardangermaal av S. A. Sexe ved utg. Med tegning av Otto Sinding
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sjette avdeling.
162. Gjæterguttens vise.
A a himlen er grugget, og luften er raa,
og skogene laver av væte;
og skodden hun ligger saa tyk og saa traa,
og endda maa jeg ut og gjæte,
med mug i min mat og med saaleløs sko, —
og sokkene er ikke bedre.
Og dagen igjennem i regn og i rusk
alene i skogen jeg trasker;
og væten liun drysser av bar og av busk,
paa kroppen hun klærne vasker.
Og nedbøren siler saa stridt under sky;
jeg har ingen skjorte, jeg har ikke ly,
jeg ønsker jeg laa under jorden.
Men sagtens saa lysner det litt, det er sandt,
naar skodden i liene stiger,
naar molter jeg plukket og tyttebøer fandt,
og tiden saa lempelig siger.
Naar skyen hun revner, saa tørker jeg vel
og sovner paa tue og drømmer mig sæl,
. og vaakner saa baardstekt i solen.
Naar barken vil løsne, jeg fletter mig lur
og flittelig blaaser og tuter;
jeg glemmer min møie og er ikke stur;
det svarer i hamrer og nuter.
Det ljomer saa gildt fra det nærmeste berg,
og langt borti aasene svarer en dverg,
og røsten blir mindre og mindre.
Grugget: grumset. — Lave: længe dryssende fuldt. — Sige:
synke, gaa tungt og smfmt. - Flette: her - flække barken
aT træet. — Dvergen svarer, det vil sige: dvergmaalet (ekkoet) svarer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
