Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende avdeling - 181. Bufærds-dagen. Fortalt for læseboken av Oskar Tybring. Med tegning av Elisabeth Sinding
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og saa kommer endelig bufserds-dagen. — Jeg mindes
nok hvorledes det var paa prestegaarden den dag. Først
møtte de frem paa tunet baade gaardsgutter og budeier
og husmænd, og alle de unger som til var. De skulde
stænge paa alle kanter, saa ikke kjørne for tilskogs med
én gang. Og naar alle var paa post, blev dørene til
det store fjøset lukket op, og saa var det en rauting og en
belj ing, saa det ikke var raad at høre mands maal.
Inde i fjøset blev de jo løst, den ene efter den andre, og de
som endnu var igjen, var rent vilde efter at faa klaven av
halsen. Og saa kom de farende, en efter en. I det samme
de kom ut, blev de staaende stille, med næsen tilveirs, og
mysie med øinene. Det er ikke saa greit at komme fra
mørke fjøset og ut i den klare solen med én gang; de maatte
likesom summe sig paa det. Men det varte ikke længe, saa
satte de halen i veiret, og saa gav de sig til at danse med
de stive benene og riste paa hodet og blaase i næsen og grave
og sparke og brøle. En kan trygt sige, at de visste ikke hvad
ben de skulde staa paa, for bare glæde. Smaat om senn blev
hele tunet fuldt. Og naar hele buskapen var kommet ut,
myldret det av horn og haler og rygger over hele tunet. De
bølget og bugtet sig indimellem hverandre, saa det var næsten
uraad at se hvad som var horn og hvad som var haler. Og
det var en brøling og en beljing saa det duret i væggene.
Idag var det dyrene som skulde ha lov til at snakke;
menneskene fik pent tie stille. Ja ikke budeierne da; de
for omkring med lange svolker i haanden og haaret
hæn-gende ned over ryggen, ildrøde i ansigtet. Og de skjendte
og godsnakket, og lokket og sang, og klappet og slog.
«Svartsi’, dit stygge troll! skal du stange Terne! Terne,
Terne, aa stakkar! Kjyra, kjyra, kom kjyra! Aa hei, aa
tralalala. Milaros, vil du la bli? Er du rusk, skal du stange
presten? Ser du ikke det er han far? Kom kjyra, kom
kjyra, kom alle! Kom Stjerne, kom Guldros, kom Linderos,
kom stakkarene! Kom naa, kom, kom, kom, kom naa!»
Buhunden vor, Stridsmand, for rundt omkring flokken,
og hadde næsten ikke mere mæle, slik gjødde og maset den.
Stor-oksen var olm og vild og grov i jorden og brølte til et
Svolk: eu tynd og boiclig Ujep. — Rusk: galen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
