Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende avdeling - Reisen til verdens ende. Efter Hall vard Bergh ved utg. - 185. III. Vi farer til verdens ende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ind efter en gjet-ost som hun hadde faat av mor sin. Den
var ikke bredere end en fem-øring og haard som flintesten.
Nu skulde vi ikke syte for niste lieller. Osten stappet jeg
godt ned i vestelommen. Saa slog Vesle-Ingebjørg armene
sine om halsen paa mig og hængte sig, saa lang hun var,
nedover ryggen min, og saa for vi avgaarde til verdens
ende. Uf, saa tung hun var. «Har du faat meget rømme
i sommer?» sa jeg og pustet. «Aa ja, det er ikke frit; jeg
har slikket rømmeøsen, skrapt av melkeringen og faat
rømme-klining naar mor har tat noget ned». Jeg kunde
nok kjende det. Det var fælt saa tung hun var; hun holdt
paa at strype mig. Jeg lik ikke puste; jeg maatte sætte
kløven ned straks. Men hun var svært ihærdig, hun
Vesle-Ingebjørg; jeg ogsaa. Ret som det var, dat jeg overende,
saa vi trillet nedover, én hit og én dit, mellem enerbuskene
i bakken. Vi krabbet os op igjen. Om en liten stund var
vi helt oppe ved Storbækken. Der var det vrangt at komme
over. Til slut fandt vi da paa det, at jeg drog av mig
hoserne, stappet skoene ned i dem og brettet bukserne op
over knærne.
Saa tok Vesle-Ingebjørg hoserne mellem tænderne og
skulde holde dem slik mens jeg bar hende over. Men da
vi var midt ute i bækken, gled jeg paa en av de runde
sten ene. Klask! der laa vi og plasket i elven begge to.
Jeg var het og skamfuld, og drivende vaat var jeg da jeg
krafset mig op igjen. Men hun Vesle-Ingebjørg blev tat
med av strømmen og for utefter, med hodet fore. Jeg
sprang graatende nedover efter hende, faldt overende og
stod op igjen, graat og ropte paa Vesle-Ingebjørg; men ingen
svarte mig. Endelig fik jeg se hende. Hun laa ganske
stille i vandet, likesom hun skulde være død, og fløt i ring
og i ring inde i evjen. Da sprang jeg bent ut i svarte elven
og hug efter fletten hendes; men før jeg sanset noget, for
jeg ned i en kulp, saa vandet skvulpet høit over mig. Jeg
kom mig til slut paa benene, vasset i land og drog
Vesle-Ingebjørg efter mig. Men da hadde fingrene mine tat saa
fast tak i fletten hendes at jeg næsten ikke var god for at
slippe. Jeg snakket til hende, men hun svarte ikke, bare
laa blikkende stille paa mosetuen. Jeg vrængte luen min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
