Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellevte avdeling - 243. I moltemyren. Av Jørgen Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ellevte avdeling.
243. I moltemyren.
Om morgenen drysset regnet
ned,
Bom taake fin og tæt;
men da det ut paa dagen led,
brøt solen blinkende og klar
igjennem sky ens net.
Og Lars og jeg fik lov at gaa
tilskogs og sanke bær.
Men vi forsmaadde rent de
blaa,
og strøk med tinen i vor haand
bort mellem vaate trær.
I uren gik vi, steg for steg,
langs fjernets bratte rand;
men dypt der nede lommen
skrek,
naar stenen plumpet for vor
ned i det sorte vand. [fot
Saa naadde vi den anden bredd,
hvor moltemyren er.
Og alt mens vi var langt av
led,
jeg skimtet tuer, rad paa rad,
hvor det var gult av bær.
Nutrakvi sko og strømper av,
og hoppet, skal jeg tro I
Tine: nistebomme («laup»). —
vu££e.
Jo mere torven efter gav
og svaiet ned, des bedre
kun —
det var en prægtig bro!
Og tue bak-om tue fuld
av gule, modne bær!
Hver molte skinnende som
guld,
mens regnet hadde strødd et
drys
av sølv ut over hver.
Det var et syn saa smukt
saa smukt,
og de var god’ av smak.
For tinelokket op var lukt,
vi sa vi vilde være her
den hele lange dag.
Men det var altfor kort en
stund
vi hadde slikt et mod.
Paa rayrens myke mosebund
vi busket mot den anden
hvor graneholtet stod. [bredd,
Da saa jeg, dypt i mos og myr,
en rad av friske spor.
Steg: skridt. — Huske: gynge,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
