Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Fra hav og strand - 63. Min første reis. Fortalt for læseboken av en norsk sjømand. Nedskrevet av utg. - 64. Ved stranden. Fra svensk ved utg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ges det ikke at nogen sender en tilveirs. Mange ganger
om dagen klyver en op i riggen for at se efter Lindesnes.
Og saa blir det glæde paa glæde. Først er det da Neset,
saa er det ba aten med den røde randen og lo ds ombord.
En kjender rigtig paa sig at nu siger det fremover mot
far og mor og søskende, naar den stante karen staar paa
dækket og siger: «Bras fuldt, kaptein!» Og naar saa
ankeret endelig falder, da er det som det tar med sig til
fjordens bund alt som bar været vondt og saart paa veien.
Det var midtvinters tid da jeg kom bjem fra min første
reis. Vi ankret utenfor isen, og det blev sent før vi fik
landlov. Med lommerne stappet fuldé av appelsiner og
druer vasset jeg i den dype sne indover isen i mørket.
Ingen visste at jeg skulde komme. Men mor badde sagt
dagen før: «Nu børte jeg Gabriel ta i døren, nu kommer
han.» Det er underlig med en mor forresten; bun skal
just ikke være overtroisk for at kjende paa sig, før alle
andre, naar barnet kommer.»
64. Ved strandeu.
Jeg f6r i den vide verden,
jeg var i saa mangt et landz
men intet jeg saa paa færden,
lignet min egen strand.
Vær med mig ved sollys sommer
dit ut til mit friske skjær,
naar rognen ved sjgen blommer,
og bjerken i grønt sig klær.
Vcer med mig paa seiegrunden
naar solen av havet gaar,
naar muntert i morgenstunden
morten sprcetter og slaar.
En sisik sin make vækket-,
og venter paa sangen svar;
maaken paa berget strækker
det skinnende vingepar.
Men elsker du« ikke stranden
som her Vorherre mig gav,
den lange, blaanende randen, -
min skog, min dal og mit hav, —-
da maa du en fremmed være;
og saa, ja saa saar du gaa; —
vi to, vi kan aldrig lære
hverandre ret at forstaa:
Neset: Lindesnes. — Bras fuldt: skuten liar hat litet fart mens
lodsen gik ombord; nu kan alle seifene stilles slik at de staar «fulde»
og gir skuten god fart.’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
