Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Fortællinger og digte - 94. Svend Foyn. Ved utg. Med benyttelse av en biografi i Norsk Sjøfartstidende. Tegningene av A. Bloch og Otto Sinding - 95. En fars fortælling. Av Chr. Richardt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han liadde seiret over fire kamerater, en amerikaner,
en skotlænder, en belgier og en danske; de vi 1de ogsaa ta
hval, men maatte slutte. Foyn er den mand som ikke
slutter for han er fremme ved maalet. Han gir sig ikke
over. Han venter ikke til isen skal gaa op; han skjærer
sig raak, eller han sætter hvert seil til og krydser sig op
til sælen. Han vender ikke hjem fra hvalen med ugjort
gjerning, som de andre gjorde; han er seig og sterk som
sagaens mænd,
95. En fars fortæfling,
Jeg glemmer aldrig hvor den dyst var haard
dengang min lille hadde strupehoste!
Jeg husker alt, som om det var igaar —
med smaating som at hængelampen oste
Jeg ser min lille pikes hvite seng,
skjermbrettets storkeben — og billedmappen!
Jeg hører grepet i vor klokkestreng,
og lægens — redningsmandens — trin paa trappen.
Jeg glemmer ei hvor hun stønnet,
den underlig brutte lyd —
længe den fulgte mig i søvne,
da alt hadde vendt sig til fryd.
Der var kun et eneste middel,
ellers levde hun ei,
i strupen maatte hun skjæres,
— og jeg skulde lrjælpe, jeg!
Horer du, skjæres skulde hun,
og jeg skulde se derpaa,
jeg skulde holde hendes hænder,
de sote velsignede smaa!
Dyst: strid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
