Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Blade av arbeidets bok - 134. Loddehav. For læseboken av Cornelius Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa «bruk» langt tilbavs: hval, fugl og fisk; og i fisken er det
loado, og det av det egte slaget, stor, blaagraa havlodde
eller fakslodde, som altid har torskestimene i kjølvandet.
Tidenden om disse loddesyner gaar som ild i tort græs
paa været, blir telegrafert og diskutert. Vil den selte til
land? Eller er det bare en straale, som fra hovedmassen
tar snertet eggen? Det er det brændende spørsmaal.
Lodden kommer til land. Allerede næste dag i det
blanke solskinsveir ser de fra værets gløthaug hvite
sky-dotter i havbrynet: bruket, fuglemasserne, kommer som et
havsens veir indunder. Masser av baater staar utover mot de
hvite fugleskyer: listerskøiter og ranværingsskøiter;
sønd-møringer og saltværinger; slanke, grønripete fembøringer, og
svarttjærede otringer med kufteklædde rundbrændere pæsende
ved aarerne; joller og letbaater, med kontorister og kvindfollt.
Alt som kan krype og gaa, løfte en aare og hale et
snøre, styrer tilbavs lukt ind i loddestimene.
De staar som en grøt og koker, disse stimer, en knap
kvartmil fra land. Lodden hauger sig op i havet; den
spiller i brunt, blaat, fiolet bortover i vandskorpen; den
veller omkring aarerne, hvor en dypper dem, og «daulodda»
ræker i store flostrenger, tvert imot baatenes stevner. Hiver
■en ut juksen, krøker angelen sig straks fast i en 3—4 blanke
lodder; den ægner sig selv. Huker en efter en torsk, gaar
kleppen først gjennem en halv tylvt uskyldig lodde. Den
er overalt, i sjøen, i fisken, i støvler og votter, en svimlende
havets mangfoldighet! Og i dette loddefjeld, i dette havets
uhyre matberg, blir der fraadset til uvet. Fuglenes skrik er
taffelmusikken. Stormaake, krykkje, terne og havhest plasker
og basker, «trør» sjøen, slaas, spændes og rives om lodden,
som blinker ; luften, hænger i nebbene og falder som
sne-flller ned fra de huggende røvere. Lunder, lomvier, alker og
ærfugl dukker og æter, æter og dukker; halvt avmægtige
flyter de i vandskorpen, knapt istand til at flytte sig unda for
Rundbrændere: økenavn paa tanafinner. Skriver sig fra at de
tniker rundc liner. —Flo: lag, flate. Jnks, eg. djupsogn:
haand-«nøre, — Klep: krok paa et kort skaft, som man hugger i fiskeri naar man tar
den ind i baaten. — Ægne: sætte agn paa. — Trø, troda, treda: træde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
