Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Blade av arbeidets bok - 136. Lodsen paa Finmarksvidden. For læseboken av g. g. Med billede efter fotografi ved fotograf Wilse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
303
Nils Eira reiste sig, løfte renen i jlagtommen og leide den
frem. Den andre renen fulgte, og Seippo, finnehunden, hadde
Than »hak i hæl«.
Nils brotnet igjennem det haardsokne lag sor hvert andet
skridt og sank i tilknæs. Men han var seig. Han brotnet og
Brøitet, broitet og brotnet, og renene fulgte,. til stormen kastet dem
til jorden. Da slap han dem begge. Nu fik enhver soke sig ly
hvor han kunde. Men over sig selv og sin hund hvcelvet han
pulken Han lot sig ,,fyke ned«· Det er vaagsomt, og det blir
bare gjort i yderste nød. For under pulken skulde han mote en
fiende, stille, men sterkere end stormen. Han skulde kjæmpe mot
søvnen — den sidste søvn. Kjæmpe alene. Søvnen hadde hjælp,
den: dnrende storm og døvende frost· Vorherre alene vet hvad
synd han skal hevne, siden han sender et slikt veir over os en
hellig julekveld, tænkte Nils Eira· Og mens haren hutret under
Bjerkerot og krungelkjærr, og rypen hukret og frøs, sturen og angst
i vidjebuskene, og ulv og ræv sokte sine huller, krop søvnen nær-
mere og nærmere ind under pulken tilden gamle finn. Sendte
foran sig, som den pleier, meningslose tanker og løsrevne billeder.
Men saa kom der et syn, som skar igjennem alle de andre og
gjorde ham lys vaaken· Det var sig selv han saa. Paa sidste
marked, fra sans og samling, slik hadde han drukket. Han saa
sig selv pryle og mishandle kone og barn og dyr. Han stønnet
høit, saa Seippo kvak og pep og trykket sig ind til ham. Nils
Eira strok hunden mildt over nakken. ,,Du har jo ingenting
gjort,« mumlethan »Du har jo ingenting gjort.« Og han
kjæmpet den lange vinternat igjennem, men ikke med søvnen mere
Tigget og lovte, lovte og kigget, til graalysningen kom. Da "
syntes han næsten han hadde vundet. Han grov sig ned til fjeld
grunden og rev en mosedot løs og holdt den op mot den
gryende dag. Det var den graahvite renmose. Og av fineste og
bedste slag. Fra Sotosjelma. Den fandtes ikke andre steder. Han
regnet ut at nu hadde han bare 11-2 mil til nærmeste leir. Men saa
var det jo rigtignok at raake paa det enslige lille telt i snekavet
Han skar nogen stykker av en frossen brodskalk og et stykke tgrkess
kjot til sig og hunden, og saa bar det i vei mot Sotosjelmadalen
Brotne» eg. briste, gaa istykker. —- Hutre og hiiqu her: gyse av
kulde, hutre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
