Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Blade av arbeidets bok - 139. Fløtar-Lars. Av Jacob B. Bull - 140. Bondegutten fra Modum. Av utg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saa hvisker Eli uten at se op:
*Ta glømmer je aldrig saa længe je løver!»
«Aa — det gaar vel øver,» siger Fløtarlars med
svig-tende stemme, snur sig og gaar. Men borte mellem fløterne
staar Nordistu-manden og fortæller lavt og stilfærdig
hvordan det hele var gaat til.
Saa fik ’n Lykkjeknut brændevinet frem, gik bort til
Fløtarlars og skjænkte. «Naa fortjener du en dram,» siger
han. — «Tak, det er skam,» svarer Fløtarlars; han tar imot,
tømmer i ett drag og sætter sig paa stenen fremved varmen.
Faar tak i en glo og tænder paa pipen, som om
ingenting var,
* *
Fortællingen om Fløtarlars gik snart bygden rundt, og
hans halvglemte ungdomshistorie med den. Mangt og meget
blev tænkt og sagt om det som nu kunde komme. Men
hos ham blev alt som før. Ensom bodde han i øde skogen.
Ingen til at stelle for sig og ingen til at leve sammen med.
Berg-ras ende op, og fossen ende ned.
Og da saa til slut Mistra tok ham her ene aaret, var
der bare én som sørget, og ingen som holdt gravøl. For
de fandt ham aldrig. Men en brunsort finnekund løp nogen
tid mager gaavdimellem, og blev borte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
