Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nedover de lange marker, fort feller hans datter; maanen
kastet blaa skjgger over sneen. Alle barnene var gaat ut
med ski og kjelker for at mote ham. Spændingcn var stor;
han hadde været saa længe borte, et helt halvt aar. Endelig
— de hørte bjelder, saa slæden. »Far, far!» ropte de. Den
yngste blev loftet op til ham, og jublende fulgte de andre.
Og snart stod han i stuen og tok dem ind til sig, en efter
en, straalende vakker i sit skotske plæd.
Han var ikke hare far for sine barn. Han var
bror, lekekamerat, lærer, alting. Aldrig skuffet han dem;
aldrig blev han træt. Naar han sat i sit studerværelsr,
paa sin hoie kontorstol, med hauger av boker omkring sig,
kom de trygt stabbende mellem disse haugene, de smaa.
En skulde ha hjælp til et monster, én skulde ha hode eller
ben paa dukken, én skulde ha en morsom bok. Og saa la
han pennen, og tegnet monsteret, og satte ben paa dukken,
og for omkring i liylderne, mellem de tusen boker, efter en
som kunde passe for barn. Den var vel ikke saa ganske
let at finde.
Søndagene tok han sig fri. Han bodde altid ute paa.
landet og holdt da gjerne andagt i sit hjem. Hele familien
var samlet, tjenerne kom ind, fru Munch spilte salmerne —
og hun spilte vidunderlig — og hendes mand læste dagens
evangelium, med barnene rundt omkring, den yngste paa
fanget.
«Jeg mindes,» fortæller et av dem, «en søndag i Italien
ved Nemisjøen, hvor han sat med os alle og læste Davids
salme: «Og om jeg fik morgenrødens vinger og fløi til det
ytterste hav —». Nemikirkens gamle graa taarn tegnet sig
skarpt mot sydens blaa himmel. Fjernt hørte vi
kirkeklokkerne; vinden suste i de mægtige trær, sjøen kruste
sig svakt. Aldrig glemmer jeg det!»
Fra Italien hadde barnene de kjæreste ininder og sin
dypeste sorg. Dit stundet ornen paa sin flugt, og der
segnet den. Der var maalet sat ogsaa for hans
kjæmpe-kræfter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
