Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
Betegnende for Voltelens og mit Forhold
er følgende Digt, som han hen imod tyve Aar
gammel sendte mig paa min Fødselsdag 1847:
»Jeg var kun en lille Seksaars Dreng,
Da bar man min Fader til Graven
Og redte hans mørke, kolde Seng
Hist ude i Dødningehaven.
Jeg græd vel en Stund, men det unge Blod
Kan ej længe taale at klage,
Hvad der var sket, jeg knap forstod
Og gik til min Leg tilbage.
Først da jeg mig vendte fra Barnets Tant
Og længst var vokset fra Riset,
Det bares mig for, som følte jeg grant
Hvad da jeg havde forliset:
En ældre Ven jeg savnede bråt,
Kjærlig, i Livet øvet,
Hvis Raad kunde klare mig Tvivlens Nat,
Der trøsted mig, var jeg bedrøvet.
Men ak, et svælgende Dyb der laa —
Det lod — mellem Gamle og Unge;
Hver Gang til den ældre Mand jeg saa’,
Veg Frejdighed fra min Tunge.
Man kaldte mig vel »min Søn« og »min Ven«,
Men tomt kun for det af Munde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
