Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
Vor Helt danner netop Modsætningen til ham.
Udødeligheden blev ham negtet, derom vidne
de Stænk af Vintersne, som Tiden har strøet
paa hans Isse; men han fik den bedre Gave,
han fik den evige Ungdom. Hebe er hans
Gudinde, hende elsker han i Liv og Kunst, i
I anke og Personer, i Alt, hvad hun gjennem
trænger, og han er bleven hende tro. Vi Andre
elske ogsaa Hebe, vi forglemme vel en Tid lang
over hende den alvorlige Athene; men Tiden
gaar. Livets alvorlige Røster kalde os hver til
sin Plads, og da flygter Gudinden, og vi kunne
kun en Gang imellem sende et
længselsfuldt Blik efter hende. Men ham, den
Lykkelige, har det været forbeholdt at holde fast ved
sin Ungdomskjærlighed under en tyveaarig
Prøvelse, og derfor har han endnu frem for de
Fleste af os den aabne Sands, det varme Blod,
det bløde Hjerte, disse Ungdommens bedste
Gaver.«
Om man nu trækker de venskabelige og
poetiske Hyperboler i disse Produktioner fra,
vil man dog skjønne, at Kredsen havde mig
kjær, og hvad det var, den mente at finde hos
mig. Som man ser, kommer mit ungdommelige
Sind og mit tidlig graanende Haar idelig under
Omtale; jeg finder et Eksemplar af »Spurven
i Tranedands« 1849 med Paaskrift: »Til min
gamle Ven den unge F. Liebenberg fra C. H.«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
