Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 68 —
f aal’ de andre se dem sætte sig paa kjælkerne paa en
liden bar moseflek.
Men hvad er det, de gjør?
Jo, sandelig spiser de bær! deilig sød krækling,
som har staat under sneen siden ifjor. Og der er saa
mange, at der blir nogen til liver. Inga og Ragna blir
ganske blaa om truten.
Men nu maa de skynde sig nedover, siger far, for
nu holder snart ikke skaren længer, og det sladde bli
en net historie, især i skogen, hvor sneen er saa dyb.
Nei, da faar de nok heller Lsætte toget igang straks,
skjønt de synes alle, de kunde lia lyst til at gaa og gaa
henover de hvide vidder, til de naadde slottet østenfor
sol og vestenfor maane, som sikkert maatte ligge et sted
heroppe; ja, hvem ved, om ikke den allerdeiligste
fjeldtoppen derborte er slottet østenfor sol og vestenfor
maane, did, hvor hvidbjørnen fløi med jenten paa ryggen?
Far har en stor kjælke, som han styrer begge
smaapigerne paa; og de andre har liver sin.
Saa, nu begynder det.
Men det gaar ikke rart i begyndelsen — jo, for
Einar, naturligvis, gaar det. Han blaaser bestandig, let
som en fjær, opover og nedover, om de andre sidder
fast paa flekken.
Naa, der begynder det at rusle med storkjælken
ogsaa. Mor sætter efter; skulde være frygtelig morsomt
at naa dem igjen og fare forbi.
Saa, nu gaar det i vild fart forbi „støren"; og der
hopper storkjælken udover nogen sammenføgne skavler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
