Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•86
HELENE LASSEN.
Og de sang sine yndlingssange, spilled paa
sølvharpe, blæste paa guldfløiter, digted en sang
om viddens fjeldfriske vind, malte et billede, et
stort, af sit deilige Soria Moria slot!
Alle deres slumrende, famlende evner var
løst — kuren begyndte at virke.
Og saa stod de paa ski udover vidden. De
unge fløi længst, og mor fulgte dem med øinene,
indtil de forsvandt som den vilde renflok. Men
hun nikked saa glad og tryg: „Jeg er ikke
ræd, for fjeldviddens glæder er rene. I kommer
nok hjem til kvælden, alle fire, med friske kinder,
med klare blik."
Og saa gaar hun hjem, tænder baalet, det
store, lysende, saa flammerne danser udover det
ternede gulv, og sætter sig ved peisen og venter.
Der ramler det med ski ude i forhallen —
unge, friske stemmer! Hvor hun kjender den
klang, hvor hun elsker den klang! Ja, mere
end sølvharpens klang, mere end guldfløitens spil
elsker hun de unges klare latter.
Og hun bænker dem om baalet, tørrer deres
klæder, gir dem mad og gir dem drikke.
Men lægge sig til natten vil de aldrig, de
unge, de er saa gjerrige paa tiden, har ikke raad
til at sove saa mange af de deilige livets timer bort.
Saa lister mor sig bort paa sin aftenrunde,
maa op i alle taarnkamrçne. Der ser hun sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
