Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 14 —
„Endelig kom den (d. e. fortællingen om
Gösta Berling) til et gammelt sted, som heder
Maarbakken. Den var en liden gaard med låve
huse i skyggen af høie trær. Engang i tiden
havde den været en præstegaard, og dette havde
ligesom givet den et præg, som den ikke kunde
bli kvit. Man syntes at ha særlig forkjærlighed
for bøger og studier der, og der laa altid en
stille fred over gaarden. Der fik ikke
forekomme hastværk i arbeidet, eller braak med
tjenerne. Had eller uvenskab fik heller ikke
komme tilsyne og den, som kom der paa besøg,
maatte ikke ta livet tungt — den første pligt
var at være sorgløs og tro, at for alle og
enhver, som leved paa denne gaard, styred
Vorherre alt til det bedste."
Ikke sandt, det er en fin liden skildring af
et hjem? Just et hjem, hvor en digtersjæl
kunde faa vokse frem.
Hvor tydelig jeg ser dette gamle sted. Jeg
ser det med de høie, susende trær over det låve
hus. Jeg hører trærne sprætte om
vaarmorg-nerne og juble livets eventyr for den unge pige
derinde, som sikkert havde et lidet kvistværelse
for sig selv, et morsomt, rart, fantasifuldt
kvistværelse med skraatag og hyggelige kroger.
Jeg ser hende staa ved det aabne vindu
en slig vaarmorgen. Gardinet, som sikkert var
af gammeldags blomstret tøi, med farver som
ungdommens drømme, vifter let for vaarens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
