Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 116 —
sa: „Ja — jeg liar forsøgt med Gösta Berling,
men förlåt mig, jeg la den bort!"
Ja, at man lægger den bort. lean förlåtes,
fordi den er rarere end alt rart. Men at nogen
lægger Jerusalem bort, förlåter jeg ikke! Da
faar man henvises til „Roccamboles sidste ord",
indianerfortællinger og „Bedstemors gut", og
ikke tillades at blande sig i literære samtaler!
Man skulde fristes til at tro, at emnet i
Jerusalem var et af Selma Lagerlöfs
fantasifostre. Men det er det ikke. Det er aldeles
tilforladeligt, at der for nogen aar siden gik
en religiøs bevægelse gjennem Dalarne, en
bevægelse, som kulminer+e i en uimodstaaelig
længsel mod det hellige land. Og saa
uimodstaaelig var denne længsel, at den ene slægt
efter den anden solgte sine gamle ættegaarde
og brød op fra dem for at valfarte til Palæstina
og der leve et liv i lighed med de første
kristnes, noget de virkelig ogsaa gjennemførte.
At dette emne i særlig grad maatte friste
en digter, er let forstaaeligt. Her var jo noget
i og for sig storslagent, noget, som almindelige
digtere ogsaa kunde gjøre noget ud af, hvad
maatte det saa ikke bli under Selma Lagerlöfs
hænder. Her vilde hun faa udmærket leilighed
til at vise sit nøie kjendskab til bønders liv og
tænkesæt, til alt det rolige og hjemlige, som
ogsaa er en side i hendes natur, medens samtidig
hendes fantasi kunde gaa paa nye eventyr og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
