Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I TØMMKRFLØTNINGEN.
13
som og malerisk som den forrige. Smaa lag
sidder paa begge sider af elven og tar frem sine
nisteskræpper, mens de yngste og sprækeste, lette
som katter farer op efter lien et stykke for at
raske sammen lidt til ved. Der er en tørgran —
ligesaa godt at ta hele stasen. Og saa brækker
de den bragende ned og drar den i triumf ned
til elven.
Og mens varmen begynder at lyse varmt
og rødt i den blege, vaarkolde luft, og en hænger
kaffekjedlen over paa en stang, lægger de sig
ned lidt de andre og strækker sine vaade, iskolde
lemmer. Begynder saa at lægge smør og ost
ind i smaa gode lefsetuller; saa kaffen bagefter,
rygende varm og svart. Og saa hvilen og søvnen
i de drypvaade klær; men ingen mor, som sidder
hjemme og jamrer, fordi gutten hendes gaar vaad
paa fødderne. Bravo, gamlemor! det er kanske
ligesaa godt gjort som at ligge der og snorksove
i isklær, mens vaarblæsten tuder om ørene paa
dem. Spør nogen hende, om hun ikke er ræd
for gutten sin, naar han holder paa slig i ugevis,
svarer hun fuld af fortrøstning og overbevisning:
„Jøss, nei da. vaarvatnet er godt for alt; i det
gror alle saar; og gammel værk og skade blir
god att".
Kjære gamle Kneip — du var altsaa ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
