Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
egentlig først, da jeg havde fortalt hende, hvad der
forud var passeret; thi David Holst havde selv seet saa
freidig og lys ud, da han talte med hende, at det
sørgelige ligesom var kommet bort. Min Vens Spaadom om
sig selv viste sig desværre at være altfor sand. Skjønt
hans Humør stadig blev lysere, undertiden endog saa
han fik et Skjær af Livsglæde, gik hans Sygdom dog
altid den modsatte Vei til det værre.
En Dag fandt jeg ham fra sin Seng — hvor han nu
for det meste tilbragte hele Dagen — meget interesseret
ligge og betragte, hvorledes min lille Anton havde gjort
«Dampbaad» af hans gamle Violinkasse, hvis Laag var
borte, og hvormed han nu paa Gulvet anløb alskens
fremmede Havne. Da jeg kom hen til Sengen, sagde han
smilende, at han havde været hjemme i Nordland og
legt i Fjæren igjen.
Min Hustru var nu mere og mere bleven hans
Syge-pleierske. Hun var hos ham et Par Gange om Dagen og
sad ved Siden af hans Seng. Han holdt hende da gjerne
i Haanden, eller ogsaa bad han hende læse noget for sig
af hans gamle Bibel. De Themaer, han opsøgte, var helst
de, hvori det gamle Testamente taler om Kjærlighed
mellem Elskende. Især dvælede han ved Historien om
Jacob og Rachel.
Min Hustru, der nu havde faaet ham inderlig kjær,
betroede mig en Dag, at hun nok troede at vide hvoraf
min Ven led; det var visselig intet andet end ulykkelig
Kjærlighed.
Saa rørende skjøn, som han laa der henimod Døden,
havde hun aldrig tænkt sig, at et Menneske kunde blive.
Naar han laa stille og smilte, var det, som om han
tænkte paa et Stevnemøde, hvortil han skulde, saasnart
han var færdig med os her paa Jorden.
En Aften bad han min Hustru sidde hos sig.
Klokken ni fik jeg Bud; men da jeg kom did op, var
han ikke mere.
Han havde bedet min Hustru læse for første Gang et
Stykke af Høisangen for sig der, hvor hun fandt et
gammelt Mærke i hans Bihel. Det var det andet Kapitel,
hvori baade Bruden og Brudgommen taler, og som
begynder saa:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
