Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Blyant paa det hvide Navnebræt i Mærkestolpen for
Roden: «Du er vred paa mig, men S. er slettes ikke
vred paa Dig.»
Skriften, den klodsede store, kjendte jeg nok, og jeg
vendte tilbage til Grinden to, tre Gange den samme Dag
for at læse den om igjen og om igjen. Det var Susanne
i ny Skikkelse; jeg saa hende i Tankerne bag
Bogstaverne som bagom et Gelænder.
Jeg satte om Eftermiddagen under: «Se bag Stolpen!»
Og der skrev jeg: «D. er heller ikke vred paa S.»
Dagen efter stod Susanne i Haven ved Rækværket, da
jeg gik forbi, men lod, som om hun ikke saa mig; hun
angrede nok, at hun havde været for snar til at komme
mig imøde.
Skjønt Forholdet udvortes var i høieste Grad høfligt,
var dog min Faders Omgang med Præstens fra hin Tid
igrunden at anse som afbrudt: de satte aldrig uden ved
særegne Anledninger og efter høitidelig Indbydelse
Foden indom hinandens Døre. Dette gav igjen Susannes
og min Omgang et vist stjaalent Præg. Skjønt der intet
forbud laa paa os, lurede vi os dog paa en Maade kun
til at mødes.
Vi vare begge to ensomme Børn. Susanne sad fangen
i Hverdagskjedsommeligheden hjemme under Moderens
strenge Opsigt, og i mit triste Hjem havde jeg altid en
Følelse, som jeg frøs og var ræd, og som al Glæden
var henne i Præstegaarden hos Susanne. Det var derfor
intet Under, at vi altid længtes ud til hinanden.
Som vi blev ældre, kom Ledighederne sjeldnere, men
Længselen blev derved kun opdæmmet i os, og de
Øie-blikke, vi saa kunde være sammen, fik efterhaanden, os
selv ubevidst, en anden Karakter end den gamle
barnslige. At tale med hende var nu blevet mig en Trøst,
og jeg sværmede mangen en Dag om Præstegaarden blot
for at se et Glimt af hende.
Jeg var henved seksten Aar, da hun en Morgen, jeg
kom forbi Præstegaardshaven, vinkede mig hen og rakte
mig en Blomst over Muren. Hun sprang derpaa
skyndsomt ind tvert over Gulerodsengene, som om hun var
bange for, at nogen kunde se det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
