Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
slutte efter Navnet — her engang skulde være bjerget af
Havsnød, var en saa luftig Ting som to unges
Kjærlig-hedsskib. Og dog tør der til de allehaande
forunderlige Navne paa vor Kysts utallige Skjær og Holmer
knytte sig mangen Historie, mangt et gribende Drama
af vor Almues ubemærkede Liv, som man skulde have
fundet endnu mindre sandsynlig.
Til «Bergingen», der bestod af tre Lønbøer af
forskjellig Dybde i Rad udenfor hinanden, var der kun en halv
til trekvart Miles Udror. Fra Huset kunde de, som var
derhjemme, — og disse var nu Marina og hendes tre
gjenlevende Børn, thi en Gut og en Pige havde Vorherre
taget — se ud til Baaden, naar Fa’ren og Store-Lars som
vanligt Morgen og Aften laa derude og fiskede, satte og
trak Linerne eller stellede Fisken oppe paa Skjæret,
hvis lave Ryg ellers i Reglen var dækket med store
Hav-maager og anden Sjøfugl, der sad Rad i Rad og
ventede paa Seien.
I Godveir om Sommeren var Marina og Børnene
undertiden med for Morskabs Skyld; men i hendes
Ungdom, i de første Aar de var gift og før de fik bedre
Raad, havde hun, medens Jon to Aar efter hinanden
laa syg halve Aaret, og Stuwitz nægtede dem Kredit,
maattet gaa for den manglende anden Kar i Baaden og i
Sjøklæder plasket derude i al Slags Veir.
Marinas Yndlingsplads om Sommeraftnerne var i
den aabne Stuedør. Naar Solen gik ned med sine
ubeskrivelige Vidunderlandskaber i det store guldviolette
Hav, syntes Jon, som laa derude med Baaden, halvt inde
i Himmelen.
Hun sad i slige Aftener gjerne paa Dørstokken
nynnende med Strikketøiet eller andet Arbeide i Haanden,
medens Børnene legte foran Trappestenen.
Ellers var hendes daglige Bekymring for Rosseveir
ned fra de sorte Kløfter i Storbergskavlen inde paa
Fastlandet, for de graadige Strømskavler og for den lumske
Lønbø, der ofte uforvarende kunde tage Grundbraat paa
den blankeste Dag.
Og saa var det Jons tunge Reiser under Jul med den
tørrede Fisk til Landhandleren i Sørstrømmen. Didhen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
