Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blaa Øine, kunde i Længden ikke trives med Livet
mellem Finnerne, blandt hvilke han havde taget sin Hustru.
Paa en af sine Færder med dem havde han her fundet
et beleiligt Sted til at nedsætte sig som fastboende, eller,
som man i Nordland kalder det, «Bumand». Om
Sommeren faldt her et godt Hjemfiske, og om Vinteren rodde
han paa Storfisket.
Lidt til Potetes og til at føde nogle Faar og en Ko
afgav Jordflekken omkring Pladsen. Til Hjælp ribbedes
Løvbuskene oppe i Lien, og til Koen skar hans Hustru
om Vinteren Tang ude paa Holmene.
Saa ofte Svigerforældrene kom, efterlod de da ogsaa
gjerne til Tak for Opholdet en Ren til Slagt, nogle Skind
til Vinterpæsker og Komagemner, nogle tørrede
Renskinker, lidt Sennetraad og andet, som de kunde tænke sig at
være til Hjælp i Huset.
Den Dag om Sommeren, naar deres spidsørede
Finnehund «Musti» (o: den sorte) pludselig slog sig gal oppe
paa Høiden og uophørlig fo’r pipende frem og tilbage
fra Gammen og didop, hvor den saa en Stund stod stille,
gjøende i vilden Sky, — var derfor ogsaa en festdag for
Familien, men en dobbelt for Finnens Datter, som i
Stilhed led tungt af Længsel efter sit eget Folk.
De saaes da kommende ned fra Morknæsskaret paa den
anden Side af Sundet.
Kvænen satte straks over med Baad til Overfarten, og
Musti, der maatte holdes for ikke at svømme ud og
skræmme Renflokken fortidlig, hjalp, gal af Glæde, sine
Kammerater «Sjorris» og de andre Finnehunde med at
gjete Renen fremover i Stranden.
Og i den Svarhilsen «Gud give», som Kvænens Hustru
paa finsk Vis gav sine Forældre til deres Goddag i Huset
og Omfavnelse, laa et helt Aars Hjemlængsel.
Først aflæssedes de store Hanren, der — ledede af den
gamle Fin selv, hans Hustru og ældste Datter — bar
Teltene, Husgeraadet og Komserne, hvori et Par
Sønne-og Datterbørn laa, svøbt i Skind, sovende eller spisende
saa trygt og lunt som noget Stormandsbarn i sin Vugge.
Den krumbøiede, lille, over hundrede Aar gamle
Oldefader, hvis rindende Øine var blinde, og som havde «levet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
