Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ved Aftensbordet forraadte ikke en Mine hos Edel, at
noget var passeret.
Efterat hun havde fulgt Onkel Tobias op, kom hun
dog hen til Morten i den skumre Forstugang og lagde
Fingeren et Øieblik paa hans Arm.
Hun saa ham alvorligt ind i Ansigtet og sagde halvt
sagte, at hun stolede paa, at han aldrig nævnte, hvad han
havde set idag — «det var noget, hvorover hendes Far
var saa bedrøvet.»
«Aldrig! — Frøken Edel!» — svarede han.
Men dette «aldrig» udtaltes slig, at Edel med ét blev
sikker tilbunds paa ham.
Skjønt flere Aar yngre, saa hun et Øieblik overrasket
paa ham, som paa et ubegribelig stort Barn, der ikke
ret véd, hvad han selv siger. Hun begreb, at han i fuld
Naivitet havde villet lægge sit hengivne Hjerte for hele
Familiens Fødder, men fik derunder Indtrykket af, at
det var hende selv, som holdt det i Haanden. Hun sagde
et Par Ord og gik ind i Stuen; men tænkte siden i sit
stille Sind, at han dog havde været noget vel dristig.
Siden var Edel usædvanlig venlig og opmærksom mod
Morten; han anede ikke den rette Grund, men vilde
heller, at alt skulde været som før; thi han følte
uvilkaar-ligt, at Afstanden mellem dem derved blev større.
Han kunde ikke lade være at tænke paa hende sent
og tidligt og var tung istedetfor glad over at skulle reise.
Det var Aftenen, før Morten tidligt den næste Morgen
skulde med Jægten til Bergen.
Han havde taget Afsked med hele Familien, der til
vanlig Tid trak sig tilbage til sine Soveværelser. Han
var nu alene i Stuen. Det var temmelig silde, og det
sidste Streif af Midnatsolsstraalen faldt varmeløst og
blegt hen paa Væggen.
Han blev siddende over Edels opslaaede Sybord og
sad saa aldeles hensunken — da han pludselig hørte
Jomfru Dyrings Stemme bag sig.
Hendes Politiinstinkt slog ned, som det pleiede, naar én
mindst ventede det; hun sagde lidt ironisk men venligt:
«Saa De sidder der og ta’r Farvel, Jonsen!»
Han følte, at han var overrasket paa frisk Gjerning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
