Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men tilslut maatte de give tabt og stanse. Hendes
Adfærd opretholdt imidlertid hans Mod.
Hun stillede roligt Pulkene og Renerne sammen og
beredte alt til at lade sig og ham sne ned.
De maatte skiftevis dreie Skistaven for at holde
Lufthullet aabent i Sneen for deres lune Kammer.
Stormen varede ved ogsaa det følgende Døgn.
Han lagde Mærke tll, at Sølv-Sara ofte henfaldt i
Grublerier, og det syntes, som om den gamle havde noget paa
Hjerte.
Det var et Ansigt, der trods det runkne Skal og det
som oftest bittre Udtryk godt kunde have været smukt
engang i Ungdommen, — ialfald faldt dette ham ind,
engang han saa paa hende, medens han i Stilhed grublede
over, hvad der vel kunde have bevæget denne underlige
og i sit Væsen saa hadske Kvinde til at gjøre shge Offre
for ham.
Hun maatte have læst noget af denne Forundring i
hans Ansigt; thi, da det lidt efter dæmrede, begyndte
hun i en dæmpet Tone at tale tll ham.
Hun sad med Ansigtet i Hænderne, og Morten
opfattede snart, at hun talte om Store-Lars og søgte at udøse
sit Sinds Tyngsel for ham.
Det var et tykt, af Aarene fæstnet, Skal, som nu —
under stedse tungre Bevægelse, indtil Stemmen blev
næsten uhørhg — brast om et under Ulykke og
Bitterhed forgjemt, fortvivlet Hjerte.
Hun var den Kvænfinpige, som Store-Lars havde
elsket, og som var blet lokket ombord i Wassllieffs Lodje
— «det er nu meget over to Snes Aar siden,» — sagde
hun — «og Gud har ladet mig leve længere end jeg
har havt Lyst til.»
«Wassllieff havde lovet at tage mig tll Ægte, men han
holdt det ikke. Da jeg siden med Barnet paa Ryggen
vandrede paa min Fod hjem over Fjeldet fra Rusland,
kunde Ulv og Bjørn gjerne have taget mig, saa lige glad
var jeg om Livet; thi til Lars, syntes jeg, det var
umuligt at komme igjen, og dog droges jeg did af al min Hu.
Jeg gik villieløs som i en Taage og husker kun af det
hele, at jeg nærede mig med Multebær og fik Melk i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
