Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10 Niobe
kelse nærmede eig sagte. Som en mild Dyretæmmerske
lod hun Fingrene glide dulmende og beroligende
gjennem hans Haar.
«Ja sig, det er Synd i mig, Bente; jeg har Blod og
jeg har Ret, men faar ikke slaa til nogen Kant for Jers
forbandede ømme Hensyn og Dæggeri! — Jeg kan sige
Dig, jeg kommer engang til at dø just af det.»
«Naar vi bare kom saavidt, at vi kunde tale fornuftig
sammen om det, skulde Du se, hvor det lettede,» trøstede
Fru Bente nu, det værste af Paroksysmen syntes over.
«Fire og tyve — fi-re og tyve Sider fulde af blaa
Talemaader og opstyltet imbecil Indbildskhed. Naturligvis,
ingen af Professorerne værdt engang saameget som at
pudse hans Støvler. Selve Faget producerer nu hvert
Aar bare ny Kuld af trangsynte Pedanter, som hører
hjemme i Rom og Grækenland og gaar som Haugtudser
om i vor Tid og spøger–. Og ud af al Røgen og
Dunsten og hele dette opskruede Bryg kommer saa
Humlen: — Nu vil han bli Sanger, han. Maf!»
Udtrykket ledsagedes af et Smæk med Læben og en
tilgjort idiotisk Stirren paa hende.
«Ne-i, Du, han faar ikke «Fred for sin Samvittighed»,
dersom han skal leve videre med den Bevidsthed, at han
har «svigtet sit Kald», — han skriver det selv.»
«Kjære Baarvig, er det nu det, Du skal tænke paa
at pine og plage mig. Er det ikke Gutten, Vennen min,
vi begge sørger over.»
... «Og saa kan han ikke fordrage at faa sin
Fremtid fanget i disse Spidsborgermetierer, — at maatte gaa
som en Statens Embedsmand i smaaligt Luntetrit om det
samme og det samme aandeløse reglementerede, saa det
længst er glemt, at der overhodet gives noget, som hedder
en fri Villieindskydelse. Du forstaar, Bente,
Villieind-skydelse.»
«Ja, kjære Ven, gi Dig Luft, Du. Du m a a ha det,
skjønner jeg, og jeg synes saa Synd i Dig.»
Hun snakkede ham efter Munden med et fortænkt
Udtryk, som der gjærede noget i hende.
«... Han vilde kjende sig nedværdiget, skriver han, om
han skulde bli en saadan Embedsmand — vilde føie sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
