Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Niobe
59
«Jeg siger Dem, det var ikke Øinene, — der var
nogen udenfor dem, som havde noget at sige mig...
Aa, jeg kommer ikke til at holde det ud. De vil mig
noget, — de ligesom tvinger og trækker i mig,» — sad
hun og mumlede ...
Hun reiste sig med ét:
«Nu tror jeg virkelig paa det for Alvor, Schulteiss, —
alt det, som Varberg talte om paa Turen isommer. Det
er nu først gaat helt op for mig, at det er sandt hvert
Ord, — nu har jeg Erfaringen... Hvad kan det være,
Aanden vil sige mig — hvad for noget... Vil den advare
mig, tror De, — for noget i Fremtiden, — nogenting rent
ulykkeligt»...
«Hvis det virkelig skulde være en Meddelelse, hvad
jeg dog i det længste betviler» —
«Maa jeg engang for alle be om at være fri for Deres
overlegne Doceren i dette, Schulteiss, — det, jeg véd, det
véd jeg. Og, er det Meningen bare at kriticere og tvile,
er det ligesaagodt, jeg ikke taler med Dem om det.»
Hun gjorde studs en Mine til at gaa.
«Jeg overlegen, — docerende! — overfor Deres indre
Forvisning, som er mig saa hellig. Nei, Frøken Minka!»
—han slog sig for Brystet, — «her, — her kan De trygt
sænke ned alle Deres Tanker som i en Brønd. Og, tror
De virkelig, — virkelig selv, at det har været nogenslags
Materialisation af en Aand, nogetslags sig Iklæden
Legemlighed gjennem Blikkets eiendommelige Skimt, — isand-
hed det finest tænkelige Aandesprog–. Tror De det,
saa tror jeg det, som jeg tror paa Dem.»
«Men var det bare en Advarsel, mener De?»...tog
Minka det op igjen.
«Neppe andet. Vistnok kun en advarende Stemme.»
«Mener De ... Tror De —. Det isnede ordentlig i mig
af Rædsel — —. Men, hvad kunde det være, De? Der
er slig Uro i mig, som jeg drages, — ventes, ventes...
Tænk Dem,» — lo hun med ét, «jeg fik det i
Formiddags, som jeg saa adsolut maatte ind til Byen. Det kom
saadan over mig, straks efter at jeg havde set Tiuren.
Noksaa rart, Schulteiss. Noksaa underligt, De, — saadan
grøssende mystisk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
