Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Niobe
157
lyse Dag, og oppe i de hvide Aassider svartnede
Bjerkeriset over Sneen i lange Strøg af Lindveiret.
Kanske mente det Vaar, tidlig Vaar iaar...
Vinteren havde været saa endeløs lang, — og der kom
idag en saadan Trang over hende til engang at se lidt Sol
igjen, lidt bar vaad Jord snart, og noget grønt pible frem.
Det var nu to og tyve Aar siden de kom hid til Elvsæt,
hun og Baarvig. Hun huskede altid Lindetræerne med
de smaa Ruder dengang bag, og den grønne Gadedør med
Løvet over, da de holdt sit Indtog.
Hun havde selv plantet Alleen. Hele Haven havde hun
anlagt med Frugttræerne og Bærhækkene og
Aspargessengene. Og Lysthushaugen med Aspene, som nu var
biet saa store, at de tog en Del af Udsigten nedover
Elven bort.
Der havde nu saa længe været Mørke, Is og Sne, —
ruget saa tæt og tungt...
Det var jo saa hver Vinter... Og ligesom Elvsæt
opstod igjen knoplys og grøn og spirende om Vaaren med
alt Fuglekviddret omkring i Aasen og alle de indestængte
Husdyr, som slåp ud.
Men iaar–?
Det var, som det raabte i hende efter noget lyst, efter
en Solstraale, — et Skimt af dette blanke, blinkende
Vaarskjær, der ligesom kastede saa for skarpt Skin
gjennem alle Ruder og Aabninger, — hun skulde ta imod det
uden at myse.
De havde varet saa forlænge disse sorte Nætter. Hun
begyndte næsten at se sig selv gaa igjen som et Spøgelse
her inde paa Gulsalen ...
Denne mørke Udveisløshed og uophørlige Angst for
Børnene... for Minka, som hun ikke vidste, hvor hun
havde, og for Berthea, hvor hun bare vidste det altfor
vel, — og som en tung, dunkel svævende Trudsel over
det hele — Kjel!... Hans stadig illuminerende Ansigt,
hans urolige Væsen og hele forcerede Maade med den
høie Røst og det sikkre Skryt, — hun saa igjennem det
som Vand Sønnens svedige Fortvilelse bagom. Aa, hun
forstod dette hans stygge Galgenhumor, saa hun skalv i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
