Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Niobe
161
Ude i Blæsten paa Sandmoen mødte han Kjel kjørende
i Sprængfart til Jernbanen.
Der fo’r et Ryk, en Hede gjennem Doktoren, da
Sønnen braastansede med sammenbidte Læber under
Anstrengelsen for at holde sin oppiskede Hest igjen.
«Stryger afsted ind til Byen med Aftentoget, Far, —
har Du hørt, om det har pebet — — maa være der
imorgen tidlig___Banken, ser Du,» — raabte han, som
han slog paa og alt var langt henne i Veien.
«Banken» ... sad det igjen i Doktorens Øren som et
Nødskrig, medens Hjulrammelen svandt henover Moen.
Doktoren kjendte som en Flimren for Øinene. Det var
forresten Mavenervene, som altid slog sig gale i Utide.
Han tog Skindhuen af for at kjøle Hodet mod
Veiret ...
Hei, hyp, — Smeld —. Gjaldt at komme betids til
Barnet med Difterien ...
Det var biet sen Kvæld, da Doktoren kjørte tilbage
igjen fra Nedrebygden. Han kunde ikke endnu helt
konstatere udbrudt Difteri; men havde tat alle
Forsigtighedsregler for at isolere Tilfældet og hindre alt smitteførende.
Han havde dumpet og dumpet nedover den vanskelige
Bygdevei fulgt med en Lygte af en af Gaardens Folk, der
ledede Hesten ved Tømmen, og hvem Doktoren til det
sidste indskjærpede og indprægede Vigtigheden af sine
Foranstaltninger.
Det var maaneløst paa denne Side af Natten, — mørkt,
saa man knapt saa Tømmerne, af og til med et Skimt i
en halvsmeltet Sneskavl. Han kunde først vente at være
hjemme over Ettiden.
Det havde været ham som en Lise at ha travlt, —
Tankerne optat af den mulige Epidemi, og hvad der nu
maatte gjøres for at kvæle den i sin første Opkomst, af
Indberetninger og Foranstaltninger.
Nu, han var biet alene, havde faat trukket op Skjærfet,
som han vilde, og var faldt hen i at høre Hesteføddernes
jevne Dilt i Mørket, af og til med Lyden af et Slag fra
Hestekoene, — dukkede med en Gang Kjels stive,
op-jagede Ansigt igjen frem for ham.
11 — Jonas Lie. X.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
