- Project Runeberg -  Samlede Romaner. «Hundreårsutgave» / X Bind. Niobe. Naar sol gaar ned. /
259

(1934-1934) [MARC] Author: Jonas Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

259 Naar Sol gaar ned



er kjølige Aftener. Du maa reise ind med Dampskibet
Klokken tre, saa kommer Du hjem med det sidste.
Imorgen kan det absolut ikke gjøres, da har jeg Brug for
Dig her.»

Kaffen bragtes i den Anledning ind lidt tidligere, og
Fruen mindede ham gjentagende om ikke at komme for
sent til Bryggen.

Hun stod i Vinduet og saa efter ham, og som han blev
borte nede i Veisvingen, gik hun med ét hastig hen og
greb Kikkerten fra Væggen.

Der var noget uroligt over hende, som gjorde
Bedstefar opmærksom, baade, hvorledes hun trak ud Kikkerten
og den skyndsomme Maade, hvorpaa hun slog op
Vinduet.

Hun sad stille og saa og saa og ligesom ledte med
Kikkerten —

Det maatte være Ingvald, som optog hende, om han
var kommet ombord, for derude strøg nu Dampskibet.

Nei, den laa udenfor det Sigte, søgte ligesom ude over
eller henimod Brækkeskjærene ...

Med ét halvt kastede hun Kikkerten i Sofaen og
strøg ud.

Lidt efter saa Bedstefar Stefanie i sin bløde smukke
Spadseredragt og med den røde Parasol i Haanden gaa
nedover den nyplantede Allé og ta Veien sydover paa
sin Eftermiddags-Spadseretur, som hun holdt af og
jevnlig foretog. Gunnar havde raadet hende til og bedt hende
om at røre sig og ta lange Spadsereture. Og ofte, naar det
var godt Veir, kom hun først hjem henimod Aftenstid.

Der fo’r noget underligt noget i Bedstefar. Han saa
hen paa Kikkerten, saa hen mod Vinduet, — greb den
og satte den paa sit eget Mærke med en Mine, hvori laa
fortættet hele den gamle, bistert gløgge Toldinspektør.
Et Øieblik efter hvilte den, støttet til Vinduets
Mellemsprosse, i hans vante Haand med Sigte hen mod
Brækkeskjærene.

Han førte den sagte nøiagtig udover og indover og i
Bue til begge Sider...

Der lod ikke til at være noget —

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:18:43 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/liesamrom/10/0261.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free