Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
Dyre Rein
var noget i, før den Aften, jeg saa Dig saadan —. D a
begyndte det. Før var jeg bare en dum, tosset Unge.»
Og saa maatte hun, — han pressede hende til det —
fortælle alt om, dengang hun var en dum, tosset Unge,
— alt det, hun syntes, var saa gruelig morsomt, og alle
sine Spiloper ...
Og saa faldt han ind og fortalte om sig selv og alt det
underlige Liv der ved Havet, — sin Barndom, hvordan
han havde havt det derhjemme. Aldrig nævnte han sin
Far — blot sin Mor. — Det var, som om han morede sig
ved at lade sig selv og Merete i Tankerne løbe om som
Børn, der næsten kunde legt sammen —
«Om vi to havde kjendt hinanden da Du, — det havde
dog været et Stykke Liv sammen!» ...
Hvor han lignede sig selv, syntes Merete, — og «sig selv»
det var altid ham, hun havde set første Gang i sin Vision.
Han stod og saa paa hende med en underlig Glød i
Øinene, — omfavnede hende lidenskabeligt og trykkede
hende atter og atter voldsomt ind til sig. Men slap hende
pludselig.
«Lad os skynde os!» hastede han afsted, — og sagtnede
først Ilsomheden da de var kommet tilbage til den brede
Landevei...
Der trak han Veiret dybt —
«Velsignet være din Barndom, Merete, som jeg har delt
med Dig — Lovandet være vort Vidne!»
Hun forstod ham ikke — helt. Men der var saa meget,
hun ikke forstod... Og Spørgsmaalene, hun gjorde sig,
døde bestandig hen i en slig Hjertebanken ved Tanken
paa, at snart, snart skulde de tilhøre hinanden — og da
–da skulde hun nok–
Saa mødte de stakkars Træfod-Lars, humpende rask
afsted paa sin Armkrykke —
«Han har ikke mistet Benet, han er født med det
ene for kort,» oplyste Merete.
Det var som Farven veg fra Reins Ansigt. Han svarede
ikke; men gik taus og stirrede ned i Veien ...
Pludselig knyttede han Haanden mod Himmelen —
«Der skal jo være et Hjerte deroppe. — Men hvad skal
man sige om den, som sender halvfærdige, misdannede
Væsener ud i Skabningen!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
