Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
Dyre Rein
det mod det spidse Kirketaarn, der af og til jog sin Fløi
ind i Skodden, medens en og anden Kraake hævede sig
i den graa Tøveirsluft.––––––
— Efter gammel Skik og Sæd skulde Brudgom og Brud
ikke se hinanden nu før imorgen i Kirken, — fik Rein
til Besked oppe paa Gangen, — han gik der tidlig paa
Formiddagen og ventede urolig paa Merete.
Det syntes at overrumple ham, og han blev staaende
fordybet, eftertænksom ...
Som ved en pludselig Beslutning, skyndte han sig saa
opad Trappen til Mørkeloftet, hvor ban vidste hende
ifærd med at lede frem noget.
Hun stod langt inde ved et gammelt Skab og holdt
Indholdet af en og anden Æske frem i den graa Lysstribe fra
Taggluggen.
«Saa vil jeg ialfald faa taget Farvel med den unge
Pig e,» sa han, idet han kom hen.
Hun mødte hans Øine, de var saa underlig angstfulde.
«Saadan ser hun ud altsaa, den unge Jomfru Merete
Orning! som — jeg ikke kan leve foruden...» —
Han stod og stirrede paa hende med Hænderne paa
hendes Skuldre —. «Havde jeg formaat det, vilde jeg
flygtet mange Gange, — for længe siden... Frit ikke saa!
— Se ikke saa spørgende ud» —
Han strøg sig nervøst med Haanden om Panden...
— «Den gamle Kirkeslæde der med Udskjæringerne og
Snørklerne og Forgyldningen, — jeg har tumlet og drømt
om den i hele Nat» — smilte han tungsindig.
«Du sad oppe i den, Merete. Men mig var det trods alle
Anstrengelser umuligt at komme med for Violoncellen,
som sad der med den brukne Hals ved Siden af Dig!
Snart prøvede jeg fra Siden og snart at springe bagpaa
Meien. — Og bestandig hørte jeg en Tone ud af den,
som blev stærkere og stærkere hver Gang, jeg prøvede.
Og tilsidst lød der lange, forfærdelige Hyl udover
Landskabet mod mig, der formastede mig! —
Jeg var Dig saa nær, at jeg næsten kunde rørt ved Dig;
— men Du, Du var ligesom i en anden Verden —
Da Slæden bøiede af, stod jeg og saa efter Sporet i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
