Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
Faste Forland
Uf nei, Mor, jeg aarker ikke! ... For, ser Du, da han
afslog Kortet, begyndte han, som han pleier, at pudse
Brillerne og holde dem op mod Lyset — saadan skjevt,
Du véd, saa man ser mere skarpt gjennem Glassene. Saa
jeg skjønte jo straks, at det var mig ude paa Trappen,
han paa det Vis tog i Øiesyn aldeles, som jeg skulde sidde
Portræt. i’4
Og saa intet mærkende, som jeg lod, saa mere og mere
forgal dum rød og lummer om Ørene kjendte jeg, jeg
blev, — til jeg var saa heldig at faa krøget mig i Hanna,
som skyndte sig ned i Haven, hvor de skulde lege
«Tredie-mand i Vinden». Bera stod for det, hun og Böckmann,
og siden kom Ek. Og jeg sprang omkap med
Overretssagfører Klem, saa jeg næsten ikke huskede, hvad jeg
gjorde. Jeg véd bare, at da vi stansede, stod Falkenberg
lige foran mig, og at han tog min Arm og vendte sig rask
om og gik, — jeg kjendte ordentlig, han drog mig, —
indover Havegangene, til vi var henne ved Hjørnelysthuset.
Han kunde først næsten ikke snakke. Men Gud, hvor
han var vakker, et Fruentimmer kan aldrig bli saa dybt
vakker!...
Jeg stod og hørte som i en Drøm paa alt det, han saa
sa’,–noget om et friskt klogt Opsyn, saa en Mand
kunde bli renvasket i det, — og saa lo vi begge af det
uheldige Udtryk ...
Ja, han sa’ saameget, Mor... Tilslut spurgte han mig
sagte og indtrængende, — jeg har det endnu i Ørene:
— «Denne varme, ferme Haand, vil De gi’ mig den,
Sølvi?»
Om jeg vilde!–
Ja, da vi saa kom hen til de andre, havde vi nok været
forlænge borte, er jeg bange for. Vi havde jo saa
uendelig meget at sige hinanden. —
Og før Jul skulde jeg hede Fru Sølvi Falkenberg.»
Hun lagde sig ind til Hovedpuden og gjentog atter og
atter stille grundende:
«Mor, Mor, kan Du begribe det —?
Ja, det er sandt,» — reiste hun sig med ét, — «kan Du
egentlig begribe det ogsaa? Da jeg gik, slog Bera nede
i Haveveien Armene voldsomt om mig og hviskede:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
