Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Faste Forland
191
«Men Mor, Mor! — kjære velsignede Mor!»
«Aa, en Mor! ... hun kan engang bli fortvilet, hun
ogsaa. — Aa, min stakkars, stakkars Agnete,» — brød det
vildt ud. «Om de sa’, hun var dræbt og laa i Jorden —.
Men dette! — Den stolte vakkre, unge Pigen! ... Jeg gjør
Oprør —. Jeg gjør Oprør. — Ja, jeg gjør Oprør,» —
gjentog hun lavere og lavere hviskende.
Faste skrævede et Par Gange hastig over Gulvet...
«Hør her, Mor! — Fik hun saavist det Indtryk fra Dig
og Sølvi, at her er Chance for mit Foretagende, saa lar
hun sig aldrig i Evighed smi’e til en Ligkiste. Eller vil
Du hellere, jeg skal skrive? Du kan tro, jeg skal faa det
til at blinke i Øinene paa hende —»
Fru Forland saa hjælpeløs paa ham og ludede sig
derpaa betænkt over Krykkestaven ...
«Ja—a,» — udstødte hun, — «der kunde vist frelses
meget her i Verden, bare vi eiede Evnen til at tro. —
Hvorfor skulde Gud i sin Visdom ha’ nedlagt disse
Tanker hos Dig, om det ikke var for, at Du skulde ta dem
op i din Tro og din Gjerning og føre dem frem til
Virkelighed? ...Troen, — Troen, Faste! ...» hun rystede paa
Hodet. «Jeg kan sige, jeg tror for Ditlef, at han skal naa
alt det, som mangler ham her, i et næste
Fuldkommenhedens Liv. Og jeg tror for mig selv, at jeg engang skal
staa opret. Under min haarde Sygdom ifjor drømte jeg
en Nat, at jeg stod i en fremmed By og sang i Kirken
og fyldte Rummet med min Ungdoms klare, store
Stemme, medens Ditlef med Taktstokken anførte et
mægtigt Sangkor fra Galleriet oppe under Hvælvet... Men
for Dig, Gutten min, har jeg aldrig drømt saadan
forunderlig langt hen... Jeg tog bare som et Varsel, da Du
engang som Barn sad nede i Kirsebærtræet i Haven og
raabte: Mor, — det er mig, som blomstrer!–Og
kanske det er derfor, at jeg aldrig tør, — tør... Endda jeg
paa det sidste saa ofte kan sidde og tænke mig hen i
Udsigten fra Vinduerne i dit ny Hotel — udover
Hol-merne og Skjærene i Sommeraftenen, medens Solen
ligger synkende derude i Havet...»
«Naada, Mor! siger Du ikke selv, at jeg skal blomstre,
— og neimæn, om Du tar feil, det føler jeg... Hør nu,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
