Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Faste Forland
257
saa skal der bli ordentlig Komedie! — lovede jeg Laura
Groth —
Forresten ganske underligt, — var det ikke som hun
tog en hel rørt høitidelig Afsked med mig. Hun har
naturligvis opsnappet noget af, hvad de gaar og hvisker og
tisker om Lovligheden af min Færd, og naturligvis alt set
sin beundrede Ven sidde i flittigt Arbeide paa
Spindehuset ... Og saa en Afgrund reist mellem os! — mente,
hun kunde ikke kjendes ved mig mere; — men rørt var
hun alligevel... Javist er Menneskene underlige
Væsener ...
«Hvordan har Du det, Gutten min?» — spurte Fru
Forland, som han traadte ind i Stuen.
«Har det? — Jeg har det som den, der kjæmper paa
en glat Planke med Sjøen under sig —
Men mærkelig, Mor,» — brød han af. — «Saadan en
Pengepugergeist kan godt være en virkelig Hædersmand,
— en virkelig én, siger jeg Dig, som paa al Vis vil det
rette. Der er blot det slemme at han vil det rette næst
helst... I Valget mellem Gud og Mammon er det
desværre Mammon, som bikker ned paa Vægtskaalen og drar
ham aandelig tilbunds —
Aa, lad mig faa Lys, Agnete... Jeg har en Scene i
«Den gjerrige», som skal vaske sig... Godnat Mor!» —
«Saa ondt, Du Agnete,» — utbrast Fru Forland, da hans
Skridt hørtes oppe i Trappen, — «at se ham komme hjem
saadan Aften efter Aften ligesom med en døende
Halvglød i Øinene, — mishandlet og ilde medfaren dernede
den ganske Dag. — Og saa vide, at med ham faar de ikke
Bugt, før Øiet er dødt og Villien brudt... Han er saa
skabt, Du!» — sukkede hun. — «Han faar fuldbyrde sin
Skjæbne...»
XIV.
«En lang Sommer... En trist Sommer!» — udtalte
John Berg sig, som han mødte Faste høit oppe ved
Bækengen. — «Gaar her og venter paa Akkord med
Kreditorerne! Men den ene Dag slæber sig hen efter den an-
17 — Jonas Lie. XI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
