Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I
Naar Jernteppet falder 58
Hans Hustru strøg nu og da urolig forbi ham.
... «Man har et Æble, Du,» — yttrede han pludselig
udover Bogen... «Den, som kunde se, om det var
ormstukket!»
Arna vidste, at nu lysnede det.
«Om Du naa’r dit Maal? — Pyt, saa seiler vi hjem
igjen... Men det véd jeg saa sikkert, Du gjør... Bare
Du kunde holde Humøret oppe og slippe over al den
Uro og Spænding, inden det blir til noget!»
«Eksistere med et altid nagende Spørgsmaal i Livet,
mener Du... Naa, saa faar man ialfald leve i Haabet
om at faa se en Løsning engang,» — mumlede han.
«Aah, noget at leve paa, — eller i, — eller for!»...
spøgte hun. «Som det ikke er nok at ha Dig og Gutten,
— staa op om Morgenen, se efter Veiret, høre Nyheder,
— træffe Mennesker, og faa noget istand, som der kan
være Glæde og Fornøielse ved.»
«Ja, dersom Du vidste, hvor jeg er enig med Dig, Arna,
— at faa more og glæde sig helt og fuldt med Dig, Du,
i vort Hjem, — i vort Hus, — vor Have og vor By, —
og ikke ha’ en eneste Tanke, som kunde formørke
det!» ...
Han satte hende pludselig paa Knæet og lænede sit
hede Hoved ind til hende.
«Naa, ser Du! —- Og neimæn, om jeg forstaar, hvorfor
vi skal lægge saameget Humør i at faa rede paa
hvor-megen Vanddamp der er i Luften, naar man har
Paraply, — eller Fosforholdigheden af alt dette langt, langt
borte.»
«Ser Du, Arna, jeg er egentlig ikke skabt for at tvile;
jeg er skabt for at tro»___
Han trykkede hende heftig til sig —
«Det at holde Dig slig i mine Arme — og skulle tvile,
— det — det er for mig Døden... Vilde Du vel lade mig
dø, Du voksne legende Barn! -— om Du holdt din Mand
i din Haand som et Legetøi, vilde, — vilde Du vel?»
Hun fo’r pludselig op: —
«Dette er formeget for Dig, Jon! — Vi vil hjem igjen,
siger jeg Dig, hjem igjen» —
«Til Poltmar — og,» — lød det underlig skjærende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
