Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
Ulf vungerne
«Ja Adieu!» lød det kort. «Farvel Martine, — kommer
vel paa Søndag!»
— Jyden trak den vante Gang til Lindestad. Konsulen
og Hesten og Veien var gammelkjendte.
Der steg op Huse med Haver og Plantninger om,
blandet med henstrøde Sjømands- og Arbeiderhjem, hvor den
vilde Nypetorn grode bag Stengjerdet.
Det gik i Skridtgang og Smaadilt, eftersom Konsulen
faldt i Tanker og lod Svøben hænge.
De fik den store, vide Udsigt til Byen og Havnen bag
sig og naade omsider op i den lange, skyggefulde
Linde-stad-Allée, der gjorde én saa skikket til at sidde og
overtænke, hvad der var passeret og udrettet nede i Byen.
Luften blev friskere og gjennemsigtigere, eftersom de
steg i Høiden og nærmede sig Lindestadvandet.
Konsulen smeldte paa Hesten. Han havde faat
Appetit, — det var biet sent...
— Margrethe var kommet over Middagen og Kaffen.
Hun gik nu der udover Eftermiddagen som en sky
Fugl og ledte efter at finde Bede i sine egne Tanker...
Hver snakkede optat af sit. Og oppe paa Soveværelset
sad Bolette og skrev paa et langt Brev, som hun bare
grublede over, om Margrethe kunde besørge forsigtig nok,
— med Postbudet? Eller, om det ikke var tryggest
alligevel at beholde det, til hun skulde ned til Byen
iover-morgen...
Skrupler og Ængstelser og Betænkeligheder, saa
Margrethe tilslut flygtede og tyde ind til gamle Anne Weum.
Hun gik med Nynnet af en gammel Kjærlighedsvise i
Blodet. Den havde surret saa mangen Gang som
søvndyssende og hypnotiserende Middel i hendes Barndom og
endte med det vemodige: «Da vidste den Lille, hvad
Kjærlighed var» ...
Hun havde en egen opreven Følelse af at ha vovet et
Skridt idag, — været ude og kjæmpet for sin Kjærlighed!
Og Stormen havde endnu ikke lagt sig.
Margrethe begyndte derunder at se baade Faderen og
Verden i et nyt, koldt Lys. Stueluftens Forhæng var
ligesom revnet; og der kom i hendes inderste Bevidsthed
noget, der næsten ropte op til Selvforsvar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
