- Project Runeberg -  Samlede Romaner. «Hundreårsutgave» / XII Bind. Naar jernteppet falder. Ulfvungerne. /
227

(1934-1934) [MARC] Author: Jonas Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ulfvungerne

227

Eller kunde det være ham? — eller ham? — der var jo
foruden Kaptein Witt ogsaa to Styrmænd ombord.

Idag var hun kommet helt ned til Bryggen, lige ved
Ulfs Kontor.

Martine greb pludselig for sig i Rækværket...

Det var ikke til at ta feil af. Der stod han!

Hun næsten segnede, næsten knælte.

Det var ham. Det var ham___Men saa forandret! —

mørk, brun, som en Sydlænding, — robust, svær...

Men vakker, vakker.

Hun vaktes af, at en Mand med en Dragkjærre ropte
og skreg:

«Haloi. Haloi... Gaa afveien lidt der da, Fru
Wendelbo!»

Kaptein Witt blev pludselig opmærksom... Der gik
som et Sæt i ham, medens han stirrede paa hende.

Med nogle skyndsomme Skridt var han nede af
Land-gangstrappen og stod foran hende ...

«Er det Fru Wendelbo?» hilste han stottende
overvældet og greb til Huen... «Martine Ulvung?»

Der indtraadte en Taushed, hvorunder hans Blik
næsten nysgjerrig dvælte som forundret ved hende.

Og hun saa Skuffelsen i hans Øine, hvorledes den sank
og sank i ham.

«Ja, det er længe siden, vi har sét hinanden,» —
udbrød han endelig... «Det var i Ungdommen,» — kom
det med et halvt undertrykt Smil.

«Ja, De var jo bare Styrmand da! — og Unggutten,»
— yttrede Martine overlegent.

«Og nu er De biet en hel røselig Kaptein, ser jeg.

Et prægtigt Fartøi har De at føre. Jeg maatte jo ned
og ta det i Øiesyn.

Ja Farvel!» — hilste hun. «De skal vel hjem til Deres
Forældre i Strømvig. Var det ikke der, de hode?»

Martine stormede hjemover ...

Inde i Stuen stansede hun foran Speilet og besaa sig et
Øieblik.

Med ét kastede hun Hatten og for lige ind paa
Kontoret.

Der faldt hun pludselig sin Mand om Halsen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:19:02 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/liesamrom/12/0231.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free