Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
Lodsen og lians Hustru 62
tilside, var han nok saa tilfreds med sit gamle gisne
Far-tøi, hovedsagelig af den Grund, at det var hans eget.
Hans Mandskab, ialt syv Mand nede fra Tiømø og
Nøtterø hvor han ogsaa selv havde taget Ophold,
syntes, at de var komne ombord til en hvas Kar, men
mærkede tillige, at han behandlede dem honnet. Skjønt de
var vant til lidt af hvert, havde de dog allerede paa den
første Tur lært, at de seilede med en ren Vovehals, hvis
eneste Hensyn var at komme frem og faa gjort flest
mulige Ture, inden Isen standsede Farten omkring Jul.
Han lagde ud fra Færden i en haard Storm, og til de
udtalte Betænkeligheder svarede han kun i al
Munterhed, at Vinden var til at komme frem med.
«Apollo» gik for en halv Slør i Seilene, og Nils
Bu-vaagen havde Tørn ved Rattet. Salve havde truffet ham
igjen i Arendal og overtalt ham til at gaa med sig i
Trælastfarten.
Det, der særlig interesserede ham ved denne Mand,
var den urokkelige Glæde og Kjærlighed, hvormed han
omfattede Kone og Børn; han undte sig knapt selv sine
Rationer ombord.
Salve stod oftere og lyttede til hans naive Fortællinger
om de Gjenvordigheder, han havde gjennemgaat, og de
var mange.
Den haardbare Kaptein, der syntes lige saa langt fra
sentimentale Tanker som fra Maanen, gik i Stilhed og
misundte sin Rorgjænger. Han tørstede efter den
Herlighed, som denne Mand eiede, og gik og tænkte paa,
at ogsaa han kunde havt den, — om han bare kunde
været troskyldig dum nok til at tro alt, — lo han
indvendig bittert.
Men han var nu desværre engang ikke født blind.
Elisabeth havde, — det var mere end Bevis derfor —, sat
sit første og bedste Sind til Sjøofficeren, og saa, — ja
saa var han kanske god nok!
Han havde mere end ellers en skjærende Følelse af,
hvor lavt og usselt hans eget mistroiske Tankesæt dog
var imod denne Mands, i hvis Sind visselig netop alt det
vilde have reist sig, som kunde talt for Elisabeth, og
han beundrede den enfoldige Nils, som reiste saa trygt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
