Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137 Rutland
... «Et Aar i din Alder er ikke saameget! — saa kunde
det kanske ogsaa hænde, at jeg faar omstemt din Far,
han maa tages med det gode, véd Du.»
«Jo-o! ...og saa om et Aar faa begynde som Skibsgut
kanske, — og kanske ikke.»
«Andet Raad end at føie Dig har Du ikke, Bernt!»
«Ne...i... jeg hører det! Men nu, jeg er konfirmeret,
synes jeg nok, jeg burde været spurgt istedetfor at drives
over til Shields. Hvorfor faar jeg ikke Blaaskjorten
med, Mor?»
«Den gamle ... hullede!»
«Gjør ingenting, bare Du lapper den lidt. Der véd
ingen, hvad den kan blive god for.» — Men lige efter
begyndte han at lægge en Hyssing om sine Bøger — «Far
vil at jeg skal se til at faa solgt dem paa Skolen, fordi
de bare læser engelsk derover. Men véd Du, hvad jeg
helst vilde, Mor — stoppe dem i en Sæk og sænke dem
ned med en Sten midt ude paa Havnen.»
«Bernt! — Du skulde ikke bedrøve mig nu, Du skal
reise. Det er haardt nok alligevel, Gutten min!»
«Aa, Mor! — jeg skal nok skrive til Dig.»
«Hør, Bernt! — Du maa endelig skrive pent til din
Far! — altid til os begge. Skal jeg faa ham over paa en
anden Mening, maa han ikke se andet end Lydighed fra
Dig. Husk paa, hvad jeg siger nu, Bernt! Hvergang Du
skriver, maa Du huske paa mig, — at jeg staar hos Dig
og siger det til Dig!»
Taarerne steg hende i disse Dage let i Øinene, og nu
fyldtes de igjen ved Tanken paa, at Gutten om ganske
kort Tid skulde være langt borte fra hende i et andet
Land.
— To tre Dage efter afgik Bernt til England. Hans
Far og Mor, Madam Nilsen og hendes Datter Grethe
samt Polly Kjelsberg var med i Baaden ombord, da
Stenersens Brig lettede. Den eneste foruden Kristensen,
som ikke græd, — det havde Madam Nilsen lagt Mærke
til — var Bernt. Han saa temmelig ubevæget ud, og til
Polly, der gik med røde Øine hele Dagen, hviskede han:
«— Pyt! —tro aldrig, jeg gaar didover for at tømre.» —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
