Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gaa paa I
93
paa Kjæk8tad! ...Aa ja, Frøken Nella husker nok endda
Anne Wahl, da hun pakkede hende ned i Slæden og gav
hende Hofmansdraaber! ... Hun græd, saa hun ikke
sansede sig. Aa jamæn græd Anne med, saa hun kunde faat
Theskeen fuld af Taarer, men hun maatte tælle
Draa-berne hun som en retskaffen Tjener, — tredive Stykker.
Frøken Nella tog dem med lukkede Øine. Farvel Anne!
sagde hun, — fortæl ingen, hvad Du véd.
— Men paa Kjækstad blev der aldrig en glad Dag
mere, for han var ikke saa sød, som ban saa ud til,
Løit-nanten. Aa ja en gammel Tjener kunde fortælle meget
fra sin Tilværelse, og gode Dage havde jeg, jeg skal ikke
sige dem andet paa. Jaden havde jeg saa! Men saa vil
én jo gjerne forandre Forfatning og sætte Fod under
eget Bord. Fruentimmerne er ikke anderledes, og saa
fly’r én i det, maatru... Wahl, ban havde nu
Brænde-vinshandel og Borenskab til Byen, og ikke drak han stort
heller dengang, og han sad godt i det. Men saa blev det
nu værre alt med Tiden, og da han døde, var alting rent
og skrabet, saa Anne maatte tage Sælgekurven fat...
Og nede paa Bakkehjørnet har jeg siddet tretten Aar
nu til Marts Maaned. Men jeg takker Gud for en god
Seng! ...Og nu maa De vente og drikke en Kop Kaffe
med gamle Madam Wahl!»
Eftersom hun snakkede, blev Walla mere og mere
overstrømmende. Hendes runde, bleggraa Ansigt med de
graa Haartotter om, den lille fede Knop af en Næse, den
større runde Knop af en Hage og de to endnu større
Rundinger af Kinder lyste, medens hun med den
enestaaende Hugtand i hver Side af Munden ligesom hug
i til Bekræftelse, naar hun talte, og nikkede som en
Hvalros.
... «Og saa hørte jeg, at De blev saa forstandigen
forligt med Kanoneren, min kjære Juhl!
Gamle Haubitzeren og jeg vi er Byens Børn begge to.
Ja som Tiden gaar, Eiamei! nu gaar han der saa stursk
og bidsk paa ét Ben, — men han havde da to, og det
to rigtig friske engang i Verden; for der stormede ingen
over Salene som han ... Eiamei! da han første Gang kom
fra Kongens Kjøbenhavn, — han var Jungmand da. Da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
