Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gaa paa I
107
— Og dansede vi ikke saa uhyre hyggeligt og muntert
sammen hele Feieren bagefter!
Jeg ser godt paa hende, hun véd slet ikke, hvad det er
for en Fyr, hun har for sig, og undres paa, hvordan jeg
kan have levet, siden jeg har blanket mig saa for Hyren.
Hun er ikke dum.
Naa — haa! — det nytter ikke at røge og læse paa
engang, det sætter Skodde i Ho’det. Han lagde Snadden
fra sig og tog atter fat.
Men klart, «oplet» Veir blev det ikke inde i
Tankegangen den Dag, og han var glad, da en af Kameraterne
ud paa Eftermiddagen kom og bad ham følge med og
tage en Pibe oppe hos ham. Det Ekstrapensum, som
Læreren havde givet dem at klare i Navigationen under
Juleferien, blev foreløbig stuvet tilside.
— Inde paa Sjømandsskolen gik det paa Nvaaret ikke
længer med Gispen. Det var livligt nok; Kammerater
paa alle Bænke. Feilen var blot, at de gav én formeget
at tænke paa baade under og efter Undervisningstiden.
Snart var der en Flaske Punsch, som skulde knækkes hos
én, snart en liden Sviptur i Kompagni hid eller did, saa
at det udover Januar Maaned bare blev at «skubbe fra
sig» eller «stuve tilside» den ene Gang efter den anden
for at tages igjen ved Leilighed. For Rejer faldt dette
saameget lettere, som han hørte til dem, paa hvem
Læreren var tryg, saa at han sjeldnere rettede Spørgsmaal
til ham. Men de Huller, han paa det Vis fik, begyndte
at blive betænkelig mange.
Der var nu ikke længere Tale om at vække om Natten.
Han kunde ogsaa have laant sig fra Vedskjulet hos gode
Venner; men det saa ud, havde én af dem sagt, «som der
en Tid blev snaut for Penge over hele Jægten.» Og efter
den Yttring foretrak han for det første at hugge fremfor
at laane paany. Desuden, — han satte en vis Pris paa
at tale med Sara Rørdam, uagtet hun havde noget ved
sig, som altid æggede ham til at sætte i med store Ord,
der ærgrede ham selv bagefter. Det var, som hun
bestandig havde en Tvil bag Øret om ham.
Saa kjendt, som han nu var paa Stedet, var det
hellerikke saa ligetil som før Jul at skille sig ved de fine blaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
