Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
Gaa paa I
Det var lige ind i hans tidligste Barndomsminder
hjemmefra.
Der var ingen, som kjendte den stærke, høibyggede
Sjømand, der steg nedenunder, uagtet der stirrede
adskillige halvt undrende Øine paa ham; de tænkte vel,
at det var en af de befalende ombord.
Han stod med Følelsen af med ét ligesom at være
bjergtaget i en anden tidligere Verden, hvor han før havde
levet.
Den med Luggen nedover Panden, som sad der
for-overbøiet med Begklatten klinet paa Brættet og Sylen
i Munden, medens han skar til en Saalelap under en
Kvindfolkesko, var ingen anden end selve hans gamle
Ven Skomager-Jo; rynket og skaldet nu øverst i Kronen,
men ikke mindre bidsk og ivrig, naar han arbeidede, saa
det ud til! Mundlaget var, som naar han i gamle Dage
truede med Skomagerpuffet; men kanske kom det knebne
ved Læben nu af, at han havde mistet nogle Tænder...
Han drog saa omtrent Kjendsel paa dem alle.
Den der borte, som sad paa sin Sæk og trommede paa
Knæet og smaarørte Foden, var Spillemands-Knut, liden
og gebræklig med smaa, røde Øine, medens han kastede
paa Hovedet, naar han sank for dybt sammen, som om
han igjen vilde mande sig op til en ny Slaat; — ja, en
Skilling for hvert Bryllup, han havde spillet i...
Den Familie dér maatte være fra Opgaardene. Og hun,
den tykke gamle Jente, som lærte Gutten, — han maatte
smile, — var ingen anden end Søsterdatter til Jørun
Budeie; hende, han havde været saa forelsket i og saa
ulykkelig for, da hun tjente paa Haarstad. Hun var en
Forfærdelse at se til, stor og grovlemmet.
Maaneskins-ansigtet gaaet ned i lutter karslige Furer... De to, som
sad og stellede den gamle Mundladningsrifle med
Flinte-laaset, kjendte han ogsaa; de hørte til oppe i Annekset i
Nordsetgrænden. De var neppe tredive Aar nogen af dem;
men hvor hugede og tunge alt i Kroppen!–og
Kvindfolk som Karfolk, ja lige ned til Smaagutterne og
Vesle-jenterne, hvilke gamle, forvoksede, træagtige Ansigter.
Dette var Bygden hjemme, saa dværgkroget saa den ud,
ligesom med Spindelvæv over alle Kisterne!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
