Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
12
Familien paa Gilje
Gangdøren blev lukket op, og Stor-Ola stod ved
Trappen med Staldlygten med Talgstumpen i, færdig til at
modtage dem.
Endnu en Venten, og Bjælderne klang med ét lydeligt
henne i Veien bag Vedskjulet... Nu børte de Frosten
gnisse og knirke under Slædemeierne.
Kapteinen satte Lysestagen paa Bordet i Gangen, hvis
Gulv var nyskuret, vaadt og strøt med Ener. Han gik ud
paa Trappen, medens Børnene, Hoved ved Hoved,
gløttede ud af Kjøkkendøren og hindrede Pasop, der
knurrede og bar sig bagom dem, fra at storme ud og gjø.
«God Kvæld, Rønnow!... God Kvæld, Hr. Løitnant!
— velkommen til Gilje!» lød hans kraftige, oprømte
Stemme, idet den Akedoning, der paa sidste Skifte var
beæret med Navn af Bredslæde, svingede ind paa
Gaards-pladsen og hen til Trappen. «I er fint kjørende, ser jeg!»
«Hundekoldt, Peter!... Hundekoldt, Peter,» svarte det
fra den høie Peltsskikkelse, der slap Tougtømmerne og
nu noget stiv i sine Bevægelser steg ud af Slæden, medens
Hesten svedig rystede sig i Sælen, saa det skraldede i
Dombjælderne. «Jeg tror vi er bundfrosne. Og saa vilde
den lille Rotte, vi har til Hest, ikke gaa... Det er en
Grævlingehund, de har spændt for til at grave os
igjennem Snefonnerne. — God Dag, Peter! det skal være godt
at komme ind hos Dig... Staar til?» endte han oppe i
Trappen, rystende Kapteinens Haand. «Tag ind
Flaskefodret, Løitnant!»
Medens de to Herrer fik Peltse og Reisestøvler trukne
af i Gangen og afgjorde Skydsbetalingen, og Stor-Ola bar
Kufferten op paa Gjæsteværelset, udbredte der sig inde
fra Stuen en Duft af Kongerøgelse, der med ét bragte
Kaptein Rønnows Kavallerinstinkt til at huske paa Fruen,
hvem han i Gjensynets Glæde med sin gamle Kammerat
hidtil havde glemt. Hans store statelige Skikkelse
stansede foran Døren og rettede paa Halsbindet:
«Ser jeg nogenlunde ud, Peter? — saa jeg anstændigen
kan staa frem for din Frue,» han fo’r med Haanden
gjennem det sorte, krøllede Haar.
«Javist, javist, vakker nok... Pokkers staut Kar,
Løitnant! — Værsaagod mine Herrer.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
