Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
Familien, paa Gilje
end Romanen, det er Alstyrerens herlige Kunstværk,
der i Dybde og Glans og uendelig Rigdom overgaar alt,
hvad den menneskelige Fantasus formaar at fremstille.
Ja hun interesserer mig, kjære Gitta, næsten saa mit
gamle Hjerte kan skjælve ved at tænke paa den Livssti,
der kan vente hende, hvor Opreisning og Fald kan bero
blot paa et eneste blændet Øieblik. Hvad Naturen kan
mene med at lade saadan en Hær af Eksistencer, hvori
der slaar Hjerter, gaa under og fortabes i dette Valg
eller, om den derved i sin store Smeltedigel netop holder
den Guldprøve, uden hvilken intet faar passere over i
en fuldkomnere Udvikling, — hvem raader Naturens
Runer? Mit Haab for Inger-Johanna er, at det Fond
eller den Tyngde af egen Personalité, som hun besidder
i sin Natur, vil veie i Valgets Vægtskaal i den afgjørende
Stund.
Jeg forudskikker alt dette som et Hjertesuk af mit
inderste; thi jeg følger med stigende Angst, hvorledes
Stien mere og mere gjøres glat under hendes Fod, og
hvor fint din Svigerinde spinder Nettet om hende, ikke
med de smaa Midler, hvorover Inger-Johanna vilde være
hævet; men med dybere liggende, høitklingende
Lokkeiser.
At aabne den blændende Udsigt til at gjøre sine
personlige Egenskaber og Evner gjældende, — hvilken
større Dragning kan der vel lægges ud for en Natur saa
ivrig higende som hendes? Man fortæller om
Englænderne, at de fisker med et Slags eftergjorte, glimrende
Fluer, som de drager henover Vandspeilet, indtil Fisken
snapper; og paa en ikke mindre behændig Maade
forekommer det mig, at din Svigerinde idelig frister
Inger-Johannas Illusioner. Hun nævner ikke engang
Vedkommendes Navn, for at det ligesom kan dæmre op af
sig selv.
Blot den ligegyldige Antydning til mig nu sidst i
hendes Paahør, at Rønnow sikkerlig alt længe havde set
sig noget kræsent vragende om mellem Eliten af vore
Damer efter en Hustru, — hvor var det ikke anlagt paa
at hidse hendes, hvad skal jeg kalde det, Ærgjerrighed
eller Virketrang?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
