Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23 Livsslaven
bare prøve Dig, kan Du! — Saa Ludvig! ... saa saa,
Lizzie! — han gjør ingenting. — Hører Du, Nikolai, bare
gjør, som de vil....
Og saa maatte Barbro hen og jamre for Ludvigs
stivede Krave, som var blevet saa krøllet. «Kom nu,
Gulle-gutten min, kom nu, saa skal Du faa lege igjen straks.»
Hun tog ham op paa Fanget... «Ja det er min egen
Gullegut, som er snil det. — Saa saa, hold Blusen hans,
Nikolai! — her skal Du faa se én, som er saa fin, at det
skinner, og saa snil, saa snil.»
«Vis ham Søndagsklæderne mine, Barbro, og de
lakerede!»— og saa fik Nikolai Lov til at se i Komoden
paa alle Ludvigs og Lizzies Kjoler og Skjærf og fine
Underklæder samt kige i Legetøisskabet og forbløffes
over gamle Trommer og Trompeter og aflivede, hovedløse
Mænd og Heste og Tinsoldater og Noæh Arker med
Tilbehør, hvilket alt Barbro sagde, de havde faat, fordi de
var saa snille.
Der var en hel Stabel derinde i Skabets Underrum,
saa Nikolai begreb, at de havde været uhyre snille, og
at hans Mor ogsaa — hvad han følte med en bitter
Skuffelse, — maatte være tilsvarende uhyre glad i dem. Det
maatte være anderledes Børn end han, saadanne som
aldrig fortjente Juling, men altid Legetøi. Han blev rent
stur og lei, der han stod. Traf han nogengang den Ludvig
nogetsteds, skulde han give ham igjen for det med
Hesten.
Saa slog endelig Afskedens Time, da han skulde følge
med Trillen, som Klokken tre hentede Generalkonsulen
tilbage fra Byen. Begge de to hang i Moderens Skjørter,
da hun fulgte ham ud.
«Farvel, Nikolai!» hun klappede ham paa en Maade
over Kind og Haar, saa han saa halvt tvilende paa hende,
— «og hils til Blokmageren og Madam Holman. Hører
Du, glem endelig ikke Madam Holman! ... og — nei,
spænder Du nu paa Lakeringen ogsaa! Du maa sidde
rigtig pent, Nikolai! ... hele Veien. Skjønner Du ikke, at
de fine Vognpuderne ikke er til at komme nær med
Støvlerne? Du skulde bare se, naar Ludvig og Lizzie
kjører, hvor pent de sidder, — ikke sandt, Barna mine!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
