Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25 Livsslaven
En Dag blev der saa tilsidst Alvor af. Han skulde did
Mandag Morgen.
Torsdag, Fredag, Lørdag og Søndag, — han talte paa
Fingrene, — alle de Dage havde han igjen. Og hvor
vogtede og passede og legte han ikke med Silla i dem,
og hvor fløi han ikke Ærind snar som en Pil.
Endelig var det ikke mere end denne ene
Søndags-eftermiddag igjen.
Han sad ved Eftasverden med Silla og søgte at tage
Trøst af hendes Formeninger om Skolen, hørte, at han
ogsaa imorgen skulde have Søndagsklæderne paa, fordi
det var første Gang, og sov om Natten med Panden
perlende af Sved.
Om Morgenen havde Nikolai imidlertid sneget sig væk.
Det nyttede ikke, alt det Madam Holman spurgte efter
og ledte og raabte, udlovende med rund Haand baade
Pinsler og Tilgivelser, naar han blot kom nu straks. Han
var forsvunden!
Over Middag overraskedes Maren ovenpaa ved at se
ham komme frem af hendes Sengebænk. Hun puttede
Mad i ham og bad ham love sig at gaa hjem; og det
vilde Nikolai gjøre; men bare ikke, før det blev mørkt.
I Skumringen tog han sig et Trip nedover til Bryggen,
underholdt sig en Timestid med at sidde og vugge i en
Skibsbaad, sneg sig i det vaade Oktobermørke gjennem
de trange, regndryppende Passager mellem Pakboderne,
indtil han var sikker paa, at der ikke mere var Lys paa
Tomten, og tilbragte saa Resten af Kvælden med at ligge
og kige over Planken hen til Lyset i de to
Kjældervin-duer hjemme. Han iagttog, hvorledes Blokmageren kom
forsigtig luskende og stod en Stund stille foran Døren,
før han steg ind, og hvorledes de lagde Silla tilsengs. —
Vindusskjæret sagde ham som to matlyse, ubarmhjertige
Øine, at, kom han nu hjem, saa var Stuen fuld af
Retfærdighedens fortjente Straffedom.
Saa sluktes Lyset...
I Duskregnet udover Natten gled Skjæret af en Lygte
om iblandt de vaade Plankestabler, og bag den keg et
Par Øine, der havde en vis Vane til at se i Mørke efter
alskens Personer, som fandt for godt at forstikke sig paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
