Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
31 Livsslaven
Det blev mørkt, og Fruen laa endnu. Hun laa, helt
til Konsulen kom kjørende hjem imod Aftenen; hun
ringede ikke efter Lys engang, da hun stod op.
Det var med Tørklædet om Hovedet, rød i Ansigtet
og ganske forgrædt, at Fru Wejergang den Aften
modtog sin Mand; hun var i en voldsom ophidset
Sindstilstand og ganske akjælvende i Stemmen.
Hun vilde intet mindre end, at han skulde sige
Barbro op!
Det var et Tyranni i Huset uden Lige, havde været
det i mange Aar! og naar hun havde fundet sig i det
uden at klage, — Wejergang vidste, at hun aldrig havde
klaget! — saa var det for Børnenes Skyld. Men det var
sandelig unødigt nu, og «det kan være noksaa godt at
gribe Anledningen; hun er blevet altfor, altfor kjæphøi
her i Huset!»
At Opsigelsen blev givet hende paa den mest
paaskjøn-nelsesfulde og hensynstagende Maade, om end tillige
urokkelig bestemt, det forstod sig af sig selv. Hele Fruens
Omgangskreds var enig om, at de alle havde ventet paa,
at Wejergangs dog engang vilde skille sig ved dette
forvænnede Menneske.
Den eneste, som i Sjæl og Hjerte var forbauset, aldeles
bedøvet som af et Tordenslag, og som længe ikke kunde
forstaa Tingen, — at hun, Wejergangs Barbro, virkelig
nu sad der opsagt baade fra Ludvig og Lizzie og hele det
Hus, hvor hun var saa uundværlig, det var Barbro!
Hun gik høitidelig krænket og ventede paa, at der
skulde komme Ombestemmelse en af Dagene. Saa blev
hun ydmyg for Fruen og græd for Børnene.
Men altid kun den samme Venlighed, der stedse slog
Opsigelsen mere fast.
Og nu talte Fruen om et Gratiale, som
Generalkonsulen vilde tilstaa hende ved Afreisen.
Indigneret knyttede hun Hagebaandet paa sin
staseligste Hue og begjærede med fornærmet Værdighed
Tilladelse til at gaa ind til Byen.
Hvad dette skulde betyde, vilde Fruen nok faa vide,
naar hun engang ud paa Dagen vendte tilbage. Det var
intet mindre end, at det nu var hendes bestemte, urok-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
