Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fif)
Livsslaven
Fossen var afstængt, saa der kun randt en hvid Stribe
nedover Dæmningen og gik Dryp i Dryp over Hjulet.
En Kjærre larmede foran ham i Veien... Nu stansede
den og aflæssede; det rusede af med engang. Det var
Muld, de kjørte til Haveanlægget udenfor
Kontorbygningen ved Fabriken.
Indenfor Stakittet stod en hel Del Koner og Piger i
fuld Beskjæftigelse. De ragede, lugede og plantede,
medens en Mand gik efter med Havesprøiten, og ude af det
aabne Vindu hang unge Wejergang med Straahatten paa
Hovedet og snakkede ned.
Der stod Madam Holman med Haanden i Siden ved
en af de sorte Muldsenge mønstrende noget nedplantet,
hun havde klappet til med Haanden, og — Silla! — paa
Knæ lugende Ukrudt op i Forklædet fra en Rabat inde
ved Huset.
Det var med hende, han spasede fra Vinduet, og hun
rystede paa Hovedet og lo og saa op et Øieblik, — svare
turde hun nok ikke for Madam Holman!
Det var, som der klemte ham en Tang med mange
Greb lige under Hjertekulen, og han huskede med ét saa
livagtig den Dag, han havde havt Ludvig Wejergang
under Næverne.
Han gik nedover med Bly i Brystet og satte sig ved en
Grøftekant inde paa Marken, hvor han uset kunde holde
Øie med dem, som gik nedover.
Hun havde set saa altfor vakker ud, da hun saa op
med den undertrykte Lystighed! — det var det, han
kom tilbage til og bare saa for sig, det, han led under ...
En Timestid var gaat. Næsten sløvt havde han set den
ene efter den anden gaa nedover Veien; men med ét kom
der Farveskiftning i hans Ansigt.
Ludvig Wejergang slentrede forbi — flot og letfærdig,
med Stokken løst i Haanden. Han var rødmusset som en
Jomfru med fint sort Kindskjæg under Panamahatten
og de graablanke Øine mysende omkring sig, medens han
smaanynuede.
Nikolai stirrede næsten modløs fortvilet paa ham,
som han forsvandt nedover ...
Igjen dette gamle haabløse foran Overmagten! ... dette,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
