Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
’En Malstrøm
sig og igjen slåp en samlet Haandfuld Stikkelsbær i
Fadet. — — «Aa, — Wiese!» ...
Hun stod skraasover Gangen, og Haanden gik lige
ufortrødent som før inde i den stikkende Busk. Hun
saa noget medtaget og mager ud under den fine brede
Straahat; der havde indgravet sig som et Præg af tynget
Sind i det mørklette, smale Ansigt, og den noget lange
Hage faldt af og til ligesom lidt skarpt frem.
Hun havde set gjennem Søsteren saa klart som i et
Glas Vand, hvor hun vilde hen, og havde i Øieblikket
havt en sammensnørende Følelse, som af en pludselig Fare.
Og Mina snikkede og snakkede ...
Marianne havde trot paa et Slags indre Ro til
Erstatning, den Gang hun saa afgjørende tilbageviste Wiese,
— en saadan ialfald, som naar Isen lægger sig over det,
der er og skal være visnet.
Hun havde tænkt saadan.
Og dog var det netop Følelsen af, at hun helt og
uigjen-kaldelig havde udslukket alt Haab, der bagefter kom over
hende med en vild nagende Anger lige imod baade
Forstand og Samvittighed, — en Sjælsbitterhed, som intet
vilde høre, og hun havde lidt og stridt i den lange mørke
Vinter....
Ud paa Vaaren hørte hun, at Wiese havde været hos
Biermanns far for at afslutte en Forretning og boet hos
Johnny. Hun gjorde sig intet klart op, skydde Tanken,
— vidste, hvor den igjen vilde stanse. Men hun kunde
ikke hjælpe for, at der kom en Fryd over hende ved
at gjætte, at Haabet endnu var til hos ham.
Senere havde han engang været i Selskab nede hos
Grüners og et Par Gange i Forretningsanliggende saa
langt oppe som hos Biermanns... Og
Underhandlingerne med hendes Far havde han, — hun saa hans Tanke,
— hele Tiden holdt langsomt Liv i... Hun fulgte hans
seige Mening... den langsomme, stille Beleiring — saa
vel betænkt! — med Tid til at lade gro til ogsaa hos
hende! — Og i villig Selvskuffelse havde hun begyndt
at underholde et Slags uklart skimrende Fantasihaab.
Han var ventende til Biermanns igjen nu i
Sommertiden, — kanske i denne Maaned engang —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
