Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
Kommandørens Døttre
mente Kommandørinden; man risikerede jo Helbreden.
Hun havde formelig maattet skynde sig fra
Sovekammeret idag, fordi der skulde vaskes.
Kommandørinden satte sig ved Vinduet i den alt
lunede og tørre Stue; det var jo prægtig at føie alt saa
pudset og rent.
Der saa hun i Speideren Fru Falkenberg komme
nedover Gaden paa Formiddagsbesøg.
Hun ringede med Bordklokken:
«Aa, Marthe, gjør istand Chokolade Du, og sæt ind
Kager — i Pletkurven. Du tar de forgyldte Kopper. Lad
Nella springe over Gaden og faa nogle friske
Hvedeboller ... Og læg lidt Kongerøgelse paa Ovnen. Drei lidt
paa Rullestolen for mig først.»
Det blev en ganske lang Visit. Fru Falkenberg havde
alt godt og glædeligt og dertil ogsaa adskillig sørgeligt
at aflevere om sin gifte Datter Elise og sine to Sønner,
der var paa hver sin Kant af Landet.
Hun var vidtløftig af sig, og Kommandørinden hørte
deltagende til med sit elskværdigste Smil, medens
hendes blændende hvide Tandrække gav et lidt forvirret
Indtryk af det store, gamle, furede Ansigt. Det var den
bedste Maade at faa Beretningen engang endt paa, saa
hun selv kunde begynde paa sit Yndlingsthema om
Karsten.
... Det var jo disse knappe Indtægter, — klagede
Kommandørinden, — som var saa dobbelt følelige for ham
med hans Livsvaner; — og saa feteret Selskabsmand,
som han var, kunde han ikke unddrage sig det meget
Omgangsliv, der herskede derhenne paa Stedet. Men hun
følte sig bare saa inderlig glad og lettet alligevel over,
at han var ophørt med den haarde Rute paa Nordland.
Hendes Ængstelser de to Aar! ... Det var sandelig
heltemodig af ham at ta fat på den. — Ja Karsten var en
Natur! Det erfarede hun ikke mindst den Dag, han
pludselig stod inde i Stuen dernede i Kommandørboligen
og erklærede, at nu havde han besluttet at sælge hele sit
deilige Indbo paa det allernødvendigste nær og søge sig
bort. «Jeg maatte beundre ham, — ikke et Ord af hans
Mund om, at han havde nogen at bebreide___»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
